Fri os fra det onde
Gennemsnitspolitikerens tunge moral gennemsyrer efterhånden dansk politik i en sådan grad, at den forhindrer fornuften i at sejre.
Debatten om det snarlige forbud mod prostitution i Danmark er blot et af en række eksempler på dette. Det kan aldrig være politikernes opgave at moralisere over for landets borgere, hvilke job disse skal have eller ikke skal have. Og det uanset hvordan folkestemningen er. Hvis man som voksen mand eller kvinde vælger at sælge seksuelle ydelser, skal man da have lov til det. Naturligvis skal vi bekæmpe menneskehandel og tvang, ligesom vi skal bekæmpe al anden kriminalitet. Men menneskehandel er allerede ulovligt i Danmark, og det vil en lov mod prostitution ikke ændre på. Så sæt en stopper for moralisering og dobbeltlovgivning, og lad os være frie borgere med det ansvar, der følger med.