Lederen gør en forskel
De seneste ugers debat om vuggestuerne har budt på beskyldninger om fri hash, dovne pædagoger og manglende organisation og struktur.
Som mangeårig leder af en daginstitution og nu formand for BUPL's Lederforening er jeg dybt uenig i denne beskrivelse. Men jeg medgiver, at lederopgaven er presset med stadig mindre ledelsestid pr. institution og stadig mere dokumentation og kontrol. Der er brug for, at vuggestuernes ledere får mulighed for at bruge tiden på at skabe gode, lokalt tilpassede, systematiske rammer og arbejdsgange. Desuden må vuggestuelederen kunne disponere over veluddannet og tilstrækkeligt personale for at kunne skabe de rammer, som kendetegner den gode og udviklende vuggestue. For alle dem, der fortsat ønsker at øge kvaliteten i landets vuggestuer, er der derfor grund til at rette blikket mod tre afgørende punkter: mindre dokumentation, bedre normeringer og mere uddannet personale. Det er en forudsætning for at skabe et endnu bedre tilbud end det, de fleste af os heldigvis allerede kender.