Cyklister skaber variation
Cyklister skaber liv i byen - et sensuelt og varierende liv. Forestil dig en dansk by uden cyklister - en uhyggelig og kedelig tanke.
Uden cyklisterne ville byens trafik bestå af samlebåndsfremstillede stålkasser på hjul. Cyklisterne derimod repræsenterer det unikke med masser af farverige forskelligheder, som skaber liv og variation i bybilledet. Indrømmet: Biler kan da være flotte og elegante i deres farver og former. Men biler er nu engang samlebåndsfremstillede stålkasser på hjul. Biler ligner hinanden, og de ensarter trafikken, så byerne kommer til at ligne hinanden. Japanske bilmodeller presser sig ind i synsfeltet, uanset om vi står på en gade i Shanghai, Seattle eller Silkeborg. Cyklisterne, derimod, skaber variation. Her er det eneste fællestræk forskelligheden.
Skjult i et stålskrog
Hver cyklist sætter sit eget personlige aftryk i bybilledet - som et personligt fingeraftryk. Cyklen, kroppen, tøjet - alt er unikt og synligt for alle os trafikanter. Mens bilisten sidder skjult i et stålskrog, er cyklisterne nemme at få øje på fra top til tå. Blot få minutter ved en cykelsti i en dansk by demonstrerer bredden i den danske cykelkultur. Børn, unge, voksne og ældre suser forbi. Tykke og tynde, høje og lave cyklister. Skoleeleven, erhvervsmanden og hjemmehjælperen træder pedalerne rundt. Alle befolkningsgrupper cykler. Cyklisterne afspejler også årstiderne. Vintertrafikken med kroppen pakket ind i tykke jakker og lange støvler. Nu skinner sommersolen på cykelstierne. Cyklisterne vokser i antal, mens tøjet svinder ind og gør cyklens motorer, kroppene, synlige. Årstider, klokkeslæt, temperaturer forandrer cyklisterne og skaber variation i byens visuelle identitet.
Diskrete lyde
Cykling handler også om lyd. Også her er cyklisterne unikke. Bilernes motorer brummer monotont og ensartet. Cyklisternes lyde er diskrete og variable. Gearsystemer spinder og akkompagnerer snakkende cyklister, og cykelklokker klimter. Og frem for alt giver cyklernes lyde plads til, at andre af byens lyde kan finde vej til trafikanternes øregange i form af fuglefløjt og caféhygge. Cykling rummer masser af fordele: Sundhed, ren luft, mere plads og større sikkerhed. Samtidig tilfører cyklisterne byen en sensuel stemning til glæde for trafikanter og turister. Længe leve den danske sensuelle cykelkultur. Blot få minutter ved en cykelsti i en dansk by demonstrerer bredden i den danske cykelkultur.