Afgifter rammer de smalle skuldre

Kære skatteminister. Den opfattelse, at skattetrykket på arbejdsindkomster er for højt, synes at have bredt sig også til ikke-borgerlige partier. Og da de ikke-borgerlige partier som bekendt ikke er meget for at reducere statens skatteindtægter, kan man i øjeblikket iagttage opsendelsen af en del kreative prøveballoner.

Forøgelse af boligskat?

Ballonprojektets målsætning er: Sænk skatten på arbejde og forøg afgifterne. Regeringspartneren Det Radikale Venstre har som bekendt længe været tilhænger af en forøgelse af boligskatterne. Da jeg som utvivlsomt en del andre ikke har noget arbejde, men en ejerbolig, kan den slags ballonflyvninger jo godt give anledning til nogen bekymring. Mens folk i arbejde kan forøge deres arbejdsindsats og dermed deres indkomst og derved finansiere det øgede afgiftstryk, så vil en skatteomlægning for undertegnede føre til en forringelse af den disponible indkomst.

Den tunge ende nedad

Man plejer at sige, at afgifter vender den tunge ende nedad. Mens indkomstskatten kan reguleres ved progression, således at de, der tjener mest, betaler en forholdsmæssig større del af indtægten i skat, må pensionister og arbejdsløse betale samme afgiftsbeløb på livsfornødenheder som rugbrød, mælk, el og fyringsolie som de indtægtsstærke. Og, forstår jeg altså, man har på Christiansborg planer om at lette arbejdsindkomstskatten og forøge afgifterne. En vej, man slog ind på for snart mange år siden. Nu er det, jeg gerne vil stille Dem et skattefagligt spørgsmål. Skatteministeriet er sikkert fuldt af statistisk materiale, så jeg formoder, at det vil være nemt at svare.

Den højeste afgift

Jeg vil gerne vide, hvordan forholdet mellem indkomstskatter, forbrugsskatter og afgifter har udviklet sig de seneste 50 år. Netop for 50 år siden, i 1962, indførte man omsen, en generel forbrugsafgift, som få år efter blev afløst af momsen. Og denne blev så efterhånden skruet op, således at den i dag er verdens højeste, 25 pct. på alt. Det er min fornemmelse, at statens indtægter indtil 1962 i hovedsagen blev hentet gennem den progressive indkomstskat, der lader de brede skuldre bære mest, men at man efter 1962 gennem ikke-indtægtsbestemte afgifter (kopskatter) har flyttet vægten over på også de smalle skuldre. Som sagt, det er min fornemmelse, men jeg ville være glad for at få proportionerne i forholdet mellem indkomstskat og kopskat belyst eksakt. På forhånd tak, hr. skatteminister.

Tilbage til før 1962

Men forresten! Hvis det skulle forholde sig, som jeg fornemmer, vil jeg gerne stille et tillægsspørgsmål. Nemlig hvad det ville betyde for progressions-satserne i indkomstskatten, hvis man vendte tilbage til tilstanden før 1962. Altså opgav kopskatterne, som alle er enige om vender den tunge ende nedad, og lod indkomstskatten finansiere statens udgifter. En sådan opklaring kunne, tænkte jeg, måske få det omsiggribende hyleri over den aktuelle indkomstskats størrelse til at forstumme. Eller i hvert fald til at dæmpe sig lidt.