Ret og pligt for hvem?

Langt de fleste danskere vil være enige med hende i, at det er rimeligt, at man både gør sin pligt som borger i samfundet, men at man så også kan kræve sin ret, hvis det er nødvendigt. Det afgørende er imidlertid, hvem i samfundet der skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Der er fra regeringens side meget fokus på både overførselsindkomsternes niveau og antallet af modtagere, og der er nu en reform på vej af hele området.

Mirakelkur

Ingen kan være uenig i, at færrest mulige skal være på overførselsindkomst, og at niveauet ikke skal være højere, end at det kan betale sig at tage et arbejde, hvis man altså er arbejdsmarkedsparat, som det så flot hedder på jobcenteret. Det er, som om denne efterhånden meget omtalte reform er mirakelkuren, der kan redde os ud af den økonomiske krise. Det er altså de svageste grupper, der skal løse problemerne. De grupper, som kom sidst ind på arbejdsmarkedet under højkonjunkturen, og som derfor er røget først ud under lavkonjunkturen. De grupper, som bor i Udkantsdanmark eller i udsatte boligområder, hvor de skal løse samfundets integrationsproblemer. De grupper, der har dårligere sundhed og gennemsnitligt lever kortere, end vi andre gør.

Ny boligskat

Spørgsmålet er imidlertid, hvad den store, brede middelklasse, som jeg selv tilhører, skal bidrage med? Jeg har lige betalt min ejendomsværdiskat og kunne konstatere, at jeg får en klækkelig rabat, fordi min ejendomsvurdering stadig er låst fast på 2001niveau. Det er der ingen saglig begrundelse for, og fordelingspolitisk er det med til at skabe større ulighed i samfundet. Argumentet for ikke at røre ved de tilsyneladende ”hellige boligskatter” er ofte krisen på boligmarkedet, men den kan vel dårligt blive værre, og rettidig omhu under opturen med en mere rimelig boligbeskatning kunne have taget toppen af boligkrisen. En ny boligskat vil naturligvis skulle indføres gradvist. Ud over skattesystemet bør vi også se kritisk på de universelle ydelser som både børnepenge og pension, der jo tildeles alle uanset indkomst.

Indkomstafhængige ydelser

En ny undersøgelse fra Ugebrevet A4 viser, at hele 20 pct. af de adspurgte oplever at have modtaget ydelser, som de ikke har brug for. Argumentet for ikke at gøre flere af disse velfærdsydelser indkomstafhængige er, at så vil vores opbakning til den fælles finansiering af velfærdssamfundet forsvinde. Det argument køber jeg ikke. Det er vel ikke sådan, at alle raske mennesker ønsker at komme på sygehuset for at få ”noget for pengene”. Det er rart at vide, at man kan, hvis man får behovet. Et andet argument imod ”ydelser til alle” er, at ydelserne så bliver ”fattighjælp” og stigmatiserer bestemte grupper. Vi har jo allerede i dag ydelser, der er indkomstafhængige, f.eks. boligsikring - og mange pensionister er da glade for deres boligsikring.

Besparelser rammer de svageste

Realiteten er, at de omfattende besparelser, der lige nu sker på de kommunale kerneydelser som børnehave, skoler og plejehjem, pr. definition rammer de svageste grupper hårdest - besparelser som kunne mindskes, hvis ikke alle skulle have alle ydelser. Faren for velfærdssamfundet er netop ikke, at der sker en større økonomisk omfordeling. Det er faktisk en forudsætning. Faren er tværtimod, at den store, brede middelklasse fortsat får lov til at køre på frihjul. Det må regeringspartierne - og i særlig grad Socialdemokraterne - forholde sig til. Faren for velfærdssamfundet er netop ikke, at der sker en større økonomisk omfordeling. Det er faktisk en forudsætning. Faren er tværtimod, at den store, brede middelklasse fortsat får lov til at køre på frihjul.