Vindenergi - en teknologi fyldt med paradokser

Dette er et af de mange paradokser, opbygningen af vindmøllerne har skabt. Et andet paradoks er den antagelse, at vindmølleindustrien skaber arbejdskraft. Antagelsen er rigtig, hvis man taler om arbejdskraft inden for vindmølleindustrien. Men tabet af arbejdspladser i energitunge virksomheder er langt større, end hvad der vindes i vindmølleindustrien. Et tredje paradoks er troen på vindmøllernes miljøvenlighed. Lad os se bort fra vindmøllernes ødelæggelse af uerstattelige landskabsværdier. Hvad der opfattes som kønt er jo en subjektiv holdning. Men det er umuligt at se bort fra det støjinferno, vindmøllerne skaber lokalt. Og her ser vi endnu et paradoks. Politikerne og embedsmænd i ”det frie og åbne samfund” undertrykker viden om vindmøllernes støjniveau. I Middelalderen blev udnyttelsen af vindenergien en revolution, der frigjorde menneskeheden. Efter professor Katherine Richardsons rapport, som også den borgerlige regering slugte med hud og hår, skal vi nu indrette os efter teknologien og ikke omvendt. Den uvedvarende energi kommer til at bestemme hverdagen. Biler og husholdningsmaskiners konstruktion og vor daglige brug af disse skal kompensere for den varierende strømtilførsel. Og her kommer vi til det største af alle paradokser: Hvordan kan politikere gøre et teknisk problem til en ”religion”, hvor sagkundskaben bliver sat ud på sidelinjen? I vismandsrapporten bliver der flere gange slået fast, at vindenergi ikke skaber flere arbejdspladser. Og at det er bekymrende at investere i produktion af energiteknologier i udvikling frem for at investere i forskning og udvikling af energisystemerne.