På grænsen til manipulation
26/4 bragte Jyllands-Posten en artikel, der lige så godt kunne have stået i Politiken. Det var en solstrålehistorie om, hvordan kriminaliteten i grænselandet ved den polsk/tyske grænse er faldet kraftigt, siden Polen indtrådte i Schengen.
´Et typisk eksempel på den kreative omgang med statistik, der ofte benyttes, når politisk korrekte synspunkter skal underbygges. Grafikken viste kun udviklingen efter Polens indtræden. Hvor meget er kriminaliteten steget her, og er den stadig højere end før, trods faldet sidenhen? Det blev behændigt forbigået. Artiklen gav jo selv forklaringen på det kraftige fald: Politiindsatsen i grænselandet er væsentligt styrket, og der er oprettet private borgerværn. Så er de kriminelle vel kloge nok til at køre længere væk (eller måske til Danmark), hvor de uforstyrret kan arbejde. Det reelle for den dybdeborende journalist ville have været at vise udviklingen i kriminaliteten begået af udlændinge i hele Tyskland og ikke bare tæt på grænsen.