Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Hvad skete den aften i Istanbul?

En fankultur inden for fodbold kan indeholde mere end druk, vold og primitive gloser.

25/5 2005 gik Liverpools rødklædte spillere med bøjede hoveder gennem spillertunnelen på Atatürk stadion i Istanbul. Bagud 3-0 gik de fra banen efter første halvleg i årets Champions League-finale mod Milan. Glemt var de glorværdige kampe mod Juventus og Chelsea. De følte sig ydmyget over for 70.000 tilskuere denne varme og fortættede sommeraften.



Liverpool-fans på stadion og de af os, som sad hjemme og så kampen, var forstenede og fortvivlede. Hvad havde ramt os? Pludselig begyndte nogle fans at synge ”You'll Never Walk Alone”. Den oprindelige musicalsang fra 1945 er Liverpools nationalsang og synges konsekvent, hver gang et nyt hold gæster hjemmebanen på Anfield Road.



I omklædningsrummet var spillerne lige så fortvivlede. Anfører Steven Gerrad - Captain Fantastic - brølede, at det ikke var ovre, mens forsvarsklippen og inkarnationen af en trofast Liverpool-spiller Jamie Garragher blot håbede, at ydmygelsen ikke ville brede sig til et 5-0-nederlag. Roen bredte sig, da træner Rafael Benitez trådte ind i kredsen af spillere. Den rolige og afbalancerede spanier var sjældent ophidset: »I kan ikke kalde jer Liverpool-spillere efter denne indsats.«



Sangen i vore hjerter



Samtidig med Benitez' vredesudbrud hørte spillerne ”You'll Never Walk Alone” fra de omkring 40.000 medrejsende britiske fans fra tribunen.



Sangen brølede ned gennem spillertunnelen og ind i vores hjerter, forklarede Gerrad efterfølgende. Ved at synge den legendariske klubhymne sendte fansene et simpelt, men slidstærkt budskab til de sårede spillere: I er aldrig alene. Vi er med jer i medgang og i modgang, i svære øjeblikke som nu.



Der gik ni minutter af anden halvleg, og så begyndte miraklet. Gerrad var den første, der reducerede Milans føring, og tjekken Smicer fulgte trop. 0-3 var hurtigt vendt til 2-3, og kun fire minutter efter Smicers reducering fik vi tilkendt et straffespark. Den spanske nøgle Xabi Alonso skulle sparke, og vi holdt vejret. Milans målmand parerede, men Alonso var over riposten og sparkede Liverpool ind i kampen for alvor. Efter forlænget spilletid endte finalen i straffesparkskonkurrence, men da vidste vi alle, at sejren var vores. Vi kunne ikke tabe efter et sådant comeback.



Den tjekkiske målmand



Manifestationen på miraklet var den tvivlsomme tjekkiske målmand Jerzy Dudek. Allerede inden finalen vidste han, at hans fremtid i Liverpool var ovre. Han havde ikke fået en kontraktforlængelse stillet i udsigt. Nærmest i trodsighed over den manglende anerkendelse parerede han tre straffespark, og Gerrad kunne løfte Champions League- trofæet over hovedet.



Siden den sidste mesterskabstitel i 1990 havde Liverpool forgæves kæmpet for at vinde tidligere tids storhed tilbage. Dette lykkedes for en stund denne aften i Istanbul. Da Gerrad sammen med de andre spillere løb rundt på banen og lod sig hylde til tonerne af ”You'll Never Walk Alone”, fik jeg kuldegysninger.



Er det bare en patetisk historie, om en voksen mands flugt ind i en foldboldverden? Sådan kunne det med rette udlægges. Men det er også historien om, hvorfor en fankultur inden for fodbold kan indeholde mere end druk, vold og primitive gloser.



Min forkærlighed for Liverpool kan jeg ikke forklare, ud over at den altid har været der, så længe jeg kan huske. Formodentlig startende i de tidlige barndomsår i slutningen af 1970'erne og 1980'erne, da klubben havde en lang række højdepunkter. Ikke bare i form af mesterskaber og Europa Cup-trofæer (datidens Champions League), men også på grund af et spilsystem, der satte sig spor verden over.



Når jeg tænker tilbage, er der specielt én spiller fra dengang, som har sat sig spor i erindringen. Terry McDermott blev købt fra Newcastle i 1975. Den 22-årige midtbanebanespiller havde store sorte krøller, et bredt overskæg og trylleri i fødderne. Han kom til at overrumple The Kop, som Liverpools fanskare hjemme på Anfield kaldes. McDermott scorede ikke bare mange mål selv, men var ophavsmand til endnu flere af medspillernes. Elegantieren havde en så vidunderlig sparketeknik, at han kunne score og lave indlæg fra de mest umulige vinkler.



Mod slutningen af 1980'erne begyndte vores storhedstid at rinde ud, men alt var ikke elendighed. Steven McManaman fik for alvor sit gennembrud i slutningen af 1980'erne. Han havde en lang række ligheder med McDermott. Ikke bare fysisk i form af de store krøller, men ”Macca” udgjorde som McDermott et hurtigt og pålideligt bindeled mellem forsvar og angreb. Den spinkle dribler fik det finurlige og svære til at se legende let ud, og han var exceptionel til at skabe chancer for sine medspillere. Også han var og er elsket på Anfield.



Titelløs ørkenvandring



Ser man bort fra titlen i maj 2005 i Istanbul, har de seneste 20 år næsten ubønhørligt været en uendelig titelløs ørkenvandring. Men jeg tror, at det lysner. Mod slutningen af sidste sæson returnerede den gamle klasseforward Kenny Dalglish til trænersædet. Et af King Kennys første træk var indkøb af endnu en McDermott, endnu en McManaman.



Jeg var meget skeptisk, da Luis Suarez blev præsenteret som et af sidste sæsons afgørende indkøb. Den unge sydamerikaner var kendt som et stort talent, men også en spiller med nykker og unoder.



Jeg sad på Anfield, da lille Suarez for første gang begyndte inde mod Wigan en solbeskinnet eftermiddag i februar 2011. Kampen endte skuffende 1-1, men jeg vidste hurtigt, at min skepsis var gjort til skamme.



De elsker Suarez



The Kop elsker Suarez, som de har elsket McDermott, Macca og King Kenny. Ikke bare fordi han kan score mål, lave assists og ufattelige driblinger på praktisk talt ingen plads. Suarez kæmper for hver en bold. Han kæmper for Liverpool, han kæmper for os. Suarez er det nye lyspunkt, som vi fæstner vores lid til i hungeren efter en snarlig triumf.



Som der her trækkes bindeled i Liverpool-historien mellem spillertyper som Suarez, Macca og McDermott, kunne der fortælles mange andre historier. De kunne være med afsæt i de danske storspillere i klubben. Landsholdsanfører Daniel Agger som spiller, når han er altså er skadesfri, og den største danske succes i klubben, The Great Dane Jan Mølby, der brillerede i 1986-sæsonen, da vi vandt The Double i form af mesterskab og FA Cup. Det kunne være i form af succestrænerne Bill Shankely (1959-1974), Bob Paisley (1974-1983), Joe Fagan (1983-1985) og Kenny Dalglish (1985-1991 og 2011-).



Endelig kunne det omhandle de to tragedier på Heysel stadion i 1985 og Hillsborough i 1989, hvor henholdsvis 39 og 94 fodboldfans mistede livet grundet tilskueruroligheder og håbløse sikkerhedsforanstaltninger.



Der kan fortælles mange historier, og jeg er en del af dem. Liverpool er en del af min identitet og livshistorie på godt og ondt. Klubben har fulgt mig gennem årerne, og jeg har fulgt den. Følgelig gælder det for os, at ”We'll Never Walk Alone”.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen