Wall Street blev en øjenåbner

Under et besøg i New York for nylig kom vi en tur forbi demonstrationen på Wall Street, der ligger lige ved siden af 9/11 Memory-anlægget.

Det var dagen efter, at New Yorks borgmester havde givet ordren til at rydde Zuccotti Park, hvor demonstranterne havde camperet i et par måneder.

Borgmester Bloombergs ordre blev fulgt - kl. 01 om natten blev alle teltene ryddet, og demonstranterne sammen med deres ejendele blev smidt ud. I Daily News 16/11 kunne vi på forsiden læse om aktionen.

Den var så grov, at selv amerikanske aviser måtte protestere.

Der var beretninger om unge, der havde fået alle ejendele: telte, personlige ting, bærbare computere smidt ud og væk. En frivillig læge kom samme vej iført hvid kittel og stetoskop.

Selv en lokal politiker blev arresteret sammen med mange af de unge.

Jeg tog nogle billeder fra stedet og talte lidt med nogle af de unge, og jeg må indrømme, at deres udtalelser gjorde indtryk.

USA har ikke en fordelingspolitik, der kan sammenlignes med den danske.

Uddannelser på universiteter f.eks. koster 35.000-38.000 dollars om året.

Ordet SU eksisterer ikke i det amerikanske ordforråd.

Vi kørte hjem efter en tur i teateret med en ung fyr, der manglede penge til at færdiggøre sin master og derfor knoklede rundt på cykeltaxi om aftenen - han måbede, da vi fortalte, at i Danmark er undervisning gratis, og at vi oven i købet havde noget, vi kalder SU (det sidste troede han simpelt hen ikke på).

Grundlæggende liberal

Jeg er grundlæggende tilhænger af det liberale samfund, og jeg kunne ikke drømme om at stemme dansk socialdemokratisk, men jeg må indrømme, at jeg sagde til min kone: »Hvis jeg boede i USA, blev jeg sgu socialdemokrat.« De trænger faktisk til en periode med en socialdemokratisk regering (dog vil jeg mene højst i tre måneder; ellers ville det blot løbe helt af sporet, ligesom det er tilfældet i Danmark).

Jeg har lige læst to læserbreve i JP 23/11. Fra to unge danske politikere, en socialdemokrat og en fra Venstre.

I strid med virkeligheden

Jeg må indrømme, at selv om det strider mod mit personlige dna, er jeg nødt til at give socialdemokraten mest ret (øv). Det er rigtigt, at de ”rige” også er dem, der skaber mange arbejdspladser, betaler mest i skat, skaber udviklingen osv.

Forholdene i USA er dog så markant anderledes, at den sammenligning, min unge partikammerat Morten Dahlin kommer med, ikke passer med det, der er virkeligheden for de amerikanske unge, der ikke har velhavende forældre til at betale for deres studier.

Man kan diskutere længe, om det vigtigste er at skabe velfærden eller at fordele velfærden rimeligt.

Begge dele er jo helt afgørende, og vores egne politikere bruger megen energi på netop den diskussion.

I USA nægter de rige at betale blot en rimelig skat.

Hvis man lytter til Tea Party-folkene, når de optræder i tv, skulle man tro, at vi befandt os på en anden planet.

En anden lille episode, som vi tog med hjem fra USA, var et tilfældigt møde med en lille gruppe hjemløse.

Før en teatertur blev vi vidne til, hvordan gruppen modtog restlageret fra en lokal restaurant til fordeling som dagens måltid. Det var en fest.

Da jeg ville tage et billede, svarede en af de kvikke: Det koster 50 dollars at tage et billede af mig. Da jeg sagde, at det var lidt dyrt, svarede han: O.k., jeg vil sælge det til dig for 5 dollars. Dem fik han, og jeg tog mit billede.

Dagen efter hørte vi efter en gospelkoncert, at den lokale kirke uddeler 180 daglige varme måltider hver dag - blot i denne ene kirke.

USA og Danmark kan ikke sammenlignes umiddelbart; der er så store forskelle på de to nationer, at uanset et liberalt grundsyn og en afvisning af nogen sinde at kunne finde på at stemme dansk socialdemokratisk må jeg stadig give den socialdemokratiske Peter Hummelgaard mest ret i hans læserbrev.

Hvis jeg boede i USA, blev jeg sgu socialdemokrat.

Dog højst i tre måneder; ellers ville det blot løbe helt af sporet.