Uforståelig lyd på tv

Det er ikke nødvendigvis kun ældre mennesker, der besværer sig; vore mange indvandrere har sikkert det samme problem.

Selvfølgelig er der en forklaring på dette, eller rettere flere forklaringer. I ældre spillefilm, danske såvel som udenlandske, står dialogen knivskarpt, og det besynderlige er, at specielt engelske helt nye krimiserier også udmærker sig ved samme krystalklare gengivelse af skuespillernes ordveksling.

Opfattelse af lyd

Forklaringen på problemerne er først og fremmest at søge i den menneskelige stemmes lydbillede og vore ørers mulighed for at opfatte lyde. Lidt teknisk drejer det sig om, at det menneskelige øre er bedst til at opfatte lyde mellem 800 og 8.000 Hz (svingninger pr. sekund). Alt, hvad der ligger derunder, opfattes normalt som bulder, alt, hvad der ligger derover, som trættende hvæsen.

Moderne lydregistrering rækker langt ud over dette ret snævre lydområde, og lydfolk har, nøjagtig som alle andre mennesker, et ønske om at udnytte deres respektive evner og muligheder mest muligt. Derfor optages og gengives det fulde lydbillede i selve dialogen med det resultat, at det på tv og på film er svært at følge med i, hvad der bliver sagt.

En anden forklaring er, at adskillige skuespillere er kommet frem pga. særligt udseende eller personlig udstråling, mens de sjældent har en uddannelse i diktion. Det er disse skuespillere, man har svært ved at forstå, især når det drejer sig om hurtig ordveksling tonet i et særligt miljø.

Man kan overbevise sig selv om, at det modsatte er tilfældet ved at betragte og lytte til gamle og nye filmklip eller tv-optræden med skuespillere som Mogens Wieth, John Price, Ghita Nørby eller Henning Jensen. Hos disse står de enkelte ord knivskarpt og letforståeligt.

En tredje årsag til den uforståelige lyd, især på tv, er rent økonomisk.

Ved tv-spil og vore dages spillefilm arbejdes der oftest med det, der kaldes 100 pct. lyd, hvilket betyder, at billede og lyd optages samtidig og redigeres sammen. Ved ældre, specielt engelske og amerikanske film, blev hver eneste scene med dialog optaget i lydstudie, når først hele filmen var færdigindspillet. Herefter gik man i gang med at indsætte den perfekte lyd på de steder i filmen, hvor der kunne være et problem med forståeligheden.

Det er klart, at denne fremgangsmåde var et fordyrende mellemled.

Voldsomme modsætninger

En fjerde årsag ligger i det fænomen, der kaldes ”følgelyd”, dvs. lydeffekter og ikke mindst musik, som kan være med til at skabe en illusion eller en psykologisk effekt. Også hvad dette angår har lydfolkene en stor og vigtig rolle at spille, og det er netop på dette punkt, at man ofte skaber for store og voldsomme modsætninger mellem det, der siges, og det, man lydmæssigt ønsker at pointere.

På tv er der tilmed det ekstra punkt, som enhver tv-producent kæmper imod, nemlig ”zapping-effekten”, altså frygten for, at seeren keder sig og zapper videre til et andet program.

Derfor lægger man ofte stor og buldrende lyd på en tv-produktion.