De fortsatte myter om vindkraft
Der er så mange myter gengivet i Erik Schumachers læserbrev 12/11, at jeg gerne vil søge at rette op på tre vigtige.
For det første: Selv om man ofte kan læse i avisen, at el produceret af vindmøller hovedsageligt må eksporteres med tab, så bliver det ikke mere rigtigt af den grund.
Det er helt korrekt, at el fra vindmøller også sælges til udlandet, men kun 1-2 pct. af el fra danske vindmøller forbruges af andre end os danskere.
Vindkraftens marginale omkostninger er så lave, at vi selv forbruger vind-el først, og derefter suppleres fra andre kilder. Hele regnestykket er grundigt behandlet i rapporten ”Danish Wind Power Export and Costs” fra februar 2010 skrevet af 15 af kongerigets fremmeste eksperter fra internationalt anerkendte universiteter og konsulenthuse med Aalborg Universitet i spidsen.
Meget effektive værker
De andre danske kraftværker er også meget effektive og kan konkurrere med nabolandes kraftværker. I nogle år eksporteres derfor op mod 25 pct. af den strøm, der produceres i Danmark.
Og tænk engang - Danmark tjener gode penge på det, ligesom når vi sælger flæskestege og lykkepiller (dem, vi ikke forbruger selv). Vi har haft overskud på handelsbalancen på elektricitet de seneste 11 år.
For det andet: Regeringens nuværende politiske mål for vind er 50 pct. af elforbruget i 2020 (ikke 40 pct.). I tråd med energieksperterne har både Klimakommissionen og energinet.dk slået fast i flere rapporter, at 50 pct. vindkraft - ud over klimabidraget - er positiv samfundsøkonomi, fordi denne hjemlige, vedvarende energikilde har kendte lave omkostninger, og vi er gode til elhandel. At gøre ingenting er det dyre alternativ.
Danmark blandt de førende
For det tredje: Vindmøller er ikke lavteknologi, de er industriel højteknologi. Danmark er ikke alene verdensførende på eksport af vindmøller, vi er også blandt de fremmeste lande for forskning i højteknologiske vindmøller og vindkraftværker. Således var en vindmøllefabrikant i 2010 nummer tre på listen over virksomheder, der investerede flest forskningskroner i Danmark.
Målet om at integrere 50 pct. vindkraft kræver ingeniørvidenskab i verdenseliten, og Danmark står forrest i køen til at få opgaven løst. Derfor giver målsætningen konkurrencekraft til leverandører af moderne vindkraftværker.