Åbn munden, Krag
Det er mit håb, at vores nye sundhedsminister, Astrid Krag, sætter mundsundhed på dagsordenen. For munden spiller en vigtig rolle for folkesundheden. Hvis vi ikke sikrer forebyggelse af sygdomme i munden, kan det blive dyrt på den lange bane.
Herhjemme dør mere end hver fjerde af hjertekarsygdomme. Men de færreste ved, at dårlig mundsundhed formentlig kan være med til at udvikle hjertekarsygdomme. Danske forskningsresultater har vist, at patienter med svær paradentose har mere end seks gange så høj risiko for at blive ramt af hjertekarsygdomme.
Forebyggelse af mundsygdomme kan derfor være afgørende for, at man ikke bliver ramt af sygdomme andre steder i kroppen. Et vigtigt element i forebyggelsen er regelmæssige tandlægebesøg, så tandkødsbetændelse kan blive opdaget, inden sygdommen udvikler sig til paradentose, som igen kan gå i blodet og påvirke udviklingen af hjertekarsygdomme.
Astrid Krag bør derfor gøre op med den politiske misforståelse, at munden er et organ isoleret fra resten af kroppen. Reduktion af brugerbetalingen på forebyggelse og behandling af paradentose er vejen frem. For dyre tandlægeregninger er en uhensigtsmæssig sundhedsprioritering.
Palle Holmstrup, professor, ph.d., dr.odont., Tandlægeskolerne, Københavns og Aarhus Universiteter