Veteran får anerkendt PTSD som arbejdsskade
Det er positivt, når der bliver rådet bod på klare uretfærdigheder. Det er netop sket i tilfældet med en traumatiseret veteran, der har udviklet PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion) efter en udsendelse til Bosnien i 1996.
Efter flere års forgæves kamp har veteranen nu ifølge DR fået anerkendt sin lidelse som en arbejdsskade.
Der gælder en regel om, at man for at være berettiget til arbejdsskadeerstatning skal have søgt om dette inden seks måneder efter hjemsendelse. Problemet i den aktuelle sag har været, at veteranen først har søgt lægehjælp ni måneder efter hjemkomsten.
Det uretfærdige ligger i, at en del tidligere udsendte først erkender eller udvikler PTSD efter et par år eller senere og derfor bliver afvist pga. tidsfristen. Den pågældende veteran tilhører en gruppe, der i særlig grad er blevet svigtet. Det skyldes, at vi i 1990'erne ikke havde den viden om PTSD, som vi har i dag; ligesom forsvaret nu er mere opmærksom på støtte til udsatte hjemvendte soldater.
Det er i øvrigt et faktum, at balkanveteranerne er en gruppe, der af forskellige årsager er blevet særligt ramt og svigtet.
Heldigvis vender de fleste soldater menneskeligt berigede hjem fra mission i udlandet, men der er som bekendt også nogle, der erhverver sig invaliderende traumer, og disse har vi som samfund en forpligtelse til at behandle humant.
Lissi Westergaard Christensen, formand for Foreningen af Kunstterapeuter, FAK