En møllesten om Europas hals

En statsbankerot er en meget sjælden foreteelse. I nyere tid kan faktisk kun nævnes tre: Argentina, Mexico og Albanien - og sidstnævnte gik alene bankerot som følge af et vanvittigt, galopperende pyramidespil, som tog fart, efter at landet var blevet befriet for kommunismens lænker.

Når vi med det i baghovedet nu i Europa står som chokerede vidner til, at fire-fem lande, og det midt i det velstående Europa, står over for truende statsbankerotter, og at samtlige af disse lande for kun godt en halv snes år siden tilsluttede sig det europæiske økonomiske samarbejde og ved nytårstide år 2000 antog euroen som møntfod, er det logisk at spørge sig selv: Hvilken rolle spiller euroen mon i den forbindelse?

Finanskrisen afslørede elendighed

Og svaret er åbenlyst: Euroen er selve årsagen til specielt det sydlige Europas smadrede økonomier. Den modsatte mulighed - at der ikke er nogen sammenhæng mellem de smadrede økonomier og det faktum, at landene er medlem af euroen - ville, set i forhold til de sjældent forekommende bankerotter, være en matematisk-statistisk umulighed.

Men var det da ikke finanskrisen i 2008, som begyndte det hele? Det kan euroen da ikke lastes for, lyder det. Jo, for euroens kollaps var på det tidspunkt allerede for længst sat i gang. Den løsslupne stemning, forårsaget af den stadigt stigende, men åbenlyst kunstige vækst, overdøvede alle alarmklokker, som der ellers var nok af, idet land efter land i eurozonen år efter år havde alt for store underskud på statsfinanserne.

Finanskrisen kan alene lastes for at være lige præcis den årsag, som blotlagde den elendige forfatning, euroen allerede da befandt sig i. Bankkrakket i USA var den udløsende faktor. Det strå, der knækkede den syge kamels ryg.

For alle lande i Europa blev jo ramt af finanskrisen, da den buldrede ind fra Amerika, men det er altså udelukkende eurolandene Grækenland, Italien, Portugal, Irland og Spanien, som står over for statsbankerot.

Krisen mangedoblet

Svagere europæiske økonomier som Ungarn, Rumænien, Kroatien, Serbien og Bulgarien blev hårdt ramt af krisen, men ingen af disse lande er truet af statsbankerot. De står nemlig hver for sig i den fordelagtige situation, at de har valutaer, som reelt afspejler landenes økonomiske formåen, og de kan i disse måneder prise sig lykkelige over at være sluppet for euroens klamme favntag.

Der er stadig unionstilhængere - en nu heldigvis uddøende race - som ihærdigt forsøger at overbevise sig selv og andre om, at landene i Sydeuropa skal prise sig lykkelige over, at de var med i euroen, da krisen som en tsunami slog ind over deres kyster.

Men med den påstand vender de tingene på hovedet, for den skræmmende sandhed er jo, at euroen for disse lande betød, at krisen blev mangedoblet. Euroen medførte, at det blev umuligt at eksportere sig ud af krisen og betød ikke mindst, at turisterne fra det mere velhavende nordlige Europa holdt sig væk og i stedet søgte solen i lande, hvor de kunne købe mere lokalvaluta for deres ”hårde euro”.

Euroen afslørede sig med finanskrisen som det, den er: en økonomisk møllesten om Europas hals.