Den kulturelle dannelse

Vi har som land været en vigtig del af den enorme centraleuropæiske kulturopblomstring, som begyndte i Renæssancen, strakte sig helt frem til det 20. århundrede og mundede ud i en forfinelse af den menneskelige kultur og kunst samt en udvikling af vores intellekt, som kun den antikke, græske højkultur tåler sammenligning med.

Denne arv må vi værne om, og i musisk henseende er det jo fantastisk, at arven bliver holdt i live af dedikerede kunstnere, som kan gøre disse berigende værker levende for den almene borger.

Povl Dissing og C.V. Jørgensen repræsenterer ganske givet ”noget dansk”, men stiller vi deres musik over for den danske sangskat og dens bidragydere (nævner i flæng begavelser som Carl Nielsen og N.F.S. Grundtvig), opstår der problemer.

Ikke dansk kulturarv

Dissings og Jørgensens musikalske virkemidler består primært af rytmiske og melodiske elementer hentet fra andre kontinenter, såsom Afrika og Amerika, hvilket jeg må understrege ikke er et problem i sig selv, men når den danske stat skal ind og tillægge musikken kulturarvsværdi, kommer de to herrers musik derfor til kort.

Den rytmiske musik

Når MFM hævder, at jeg mangler indsigt i, hvad rytmisk musik er, tager han igen fejl. Det er rigtigt, at megen rytmisk musik også kræver megen dygtiggørelse, musikalsk begavelse og solidt håndværk, hvilket jeg i øvrigt heller aldrig har benægtet. Jeg er velbevandret på dette område og selvfølgelig også bevidst om den rytmiske musiks kvaliteter.

Derfor har jeg heller ikke ”valgt” den klassiske musik som elitekunsten, men vurderet den til at være det.

Min tese er hermed: I hvor høj grad sanselige påvirkninger agiterer vort fysiske legeme er ækvivalent med, hvor negativ kvaliteten af det kunstneriske udtryk tager sig ud. Det stærke, fysiske, swingende, rytmiske ”beat” (som er hovedårsagen til, at vi her i landet har givet den afroamerikanske musik prædikatet ”rytmisk musik”) taler kun til de primitive sider af mennesket, og vi ser det i de musikformer, hvor ”beatet” fremtræder klarest som i den hårde dansemusik. Hvis vi iagttager mennesker i sammenhænge, hvor denne musik bliver spillet, ser vi dem te sig som dyr - uden hæmninger og frataget al værdighed.

Intellekt, ånd og hjerte

Det kræver ikke noget fra lytterens side og allermindst fordybelse for at kunne lade sig behage og tilfredsstille af denne rytme, dette beat. Den klassiske musik kræver fordybelse. Dens rytmer taler til vor intellekt, ånd og hjerte, den trækker vejret naturligt og ikke som en maskine eller en rytmeboks. Dens instrumenter er varierede og akustiske, hvilket giver rig mulighed for mange klangfarver og en øget sensitivitet lytter og kunstner imellem.

Rundt omkring på Jorden er mennesket stolt over at kunne huse symfoniorkestre. At bygge en klassisk koncertsal er et udtryk for kulturel vilje. Det er forbundet med prestige, med en levende finkultur. Men hvornår slog det klik for danskerne? Hvornår blev den politiske korrekthed en maksime stærkere end lærdom og dannelse?

Folkeskolerne må ruste eleverne til at kunne percipere den dannende musik, ligesom de bliver rustet til at modtage læren om videnskab, matematik, historie osv. Lad ikke fremtidens generation lide under samme mangelfulde kulturelle dannelse, som vore politikere desværre ser ud til at gøre for tiden.

Lad ikke fremtidens generation lide under samme mangelfulde kulturelle dannelse, som vore politikere desværre ser ud til at gøre for tiden.