Dæmonisering af modparten

I et svar til mig skriver integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (R), 9/11 om den gode dialog, hvor man er saglig og respekterer sin modpart uanset eventuel stor uenighed, hvilket hun går varmt ind for. Indholdet i hendes indlæg viser, at hun i praksis ikke selv overholder præmissen. Hun forholder sig ikke til mine argumenter, men vælger en dæmonisering af mig, fordi jeg er medlem af DF, hvilket jeg bestemt gerne vedgår, men ikke kan se diskvalificerer mig fra debatten eller fra at blive taget alvorligt.

Desuden bruger hun en metode, som Piet Hein har beskrevet rigtigt godt:

»En yndet form for polemik

Består i det probate trick

At dutte folk en mening på

Hvis vanvid alle kan forstå.«

Bl.a. skriver hun, at jeg vil tavshed og marginalisering, men det fremgik netop tydeligt af mit indlæg, at jeg ønsker, at de muslimske gymnasiepiger, som jeg omtalte, skal hjælpes til at kunne vælge et vestligt og frit livsmønster, når de ønsker det, uden at de skal leve i angst.

Ideologisk organisation

Hun skriver, at jeg ønsker at censurere hende, men jeg skrev blot om, at hun bør være mere kritisk over for Islamisk Trossamfund, som jeg egentlig ikke mener er et trossamfund, men mere en organisation, der har et frihedsbegrænsende og politisk ideologisk indhold, der er i konflikt med vores demokrati. Hun bør hellere bruge sin tid på at tale med de frihedssøgende muslimske piger på tomandshånd, så tror jeg, at hun vil få oplysninger, der vil chokere hende.

Det forekommer mig i det hele taget, at Anna Mee Allerslev forsøger at vende det hele 180 grader i sit forsøg på at løbe fra det store og alvorlige ansvar, hun har som integrationsborgmester i en tid med meget store udfordringer og problemer. Min anklage, som jeg forsøgte at formulere sagligt og præcist, tager hun ikke alvorligt, idet hun har travlt med i stedet at lave en motivanalyse på mig.

Den kan hun i øvrigt få her: Jeg har mødt mænd og kvinder, der er født som muslimer, men som efter ophold i en del år her i landet ønsker del i vores frihed og vores frihedsrettigheder.

Kvinder, som ønsker at blive skilt, men som er bundet af det islamiske parallelsamfunds snærende regler om, at de skal blive hos deres mand og opvarte ham - også selv om han er voldelig - samt unge piger, der ønsker at kunne omgås andre unge, gå på café, træffe venner af begge køn, gå til sport osv., men som med vold og trusler forhindres i det.

Jeg møder eksmuslimer, der må gå under jorden og leve i frygt. Disse personer er fuldgyldige borgere i dette land, men jeg finder ikke, at Allerslev varetager deres interesser. Jeg har i modsætning til Allerslev været modstander af, at vi har taget så mange indvandrere ind på så få år med ikke-vestlig baggrund, men jeg synes, det er dybt kritisabelt, at disse nye medborgere ofte lever afsondret fra det danske samfund og ikke har de borgerrettigheder, som andre har.

Skamplet på demokratiet

Det er en skamplet på vores demokrati. Jeg ville ønske, at Anna Mee Allerslev ville se, at det er det, sagen drejer sig om, og at den er vigtig. Hellere end at være så optaget af min person, hvem jeg er, og hvorfor jeg skriver, som jeg gør. Jeg er kun budbringeren, og jeg skriver, fordi jeg har mødt en del af disse skæbner.

Jeg vil sende hende den bog, jeg omtalte i sidste indlæg, så hun måske bedre kan forstå problematikken og indse, at hun bør handle uden at forstærke de bogstavtro religiøse mænd, imamerne m.fl., der bidrager til at holde de frihedssøgende kvinder og piger nede i disse miljøer.

Allerslevs intention er sikkert god nok, men jeg mener, at hendes metoder er forkerte, at det, hun gør, virker stik modsat.