Meget dyrere ikke at have rygeforbud
Robert Neubert må da have fået osen fra en af sine smøger helt galt i halsen, da han i JP 6/11 påstår, at rygeforbuddet koster milliarder af kroner på landsplan samt tusinder af arbejdspladser pga. alle de penge, restauratører og forretninger går glip af, fordi han og konen samt deres ligesindede ikke har mulighed for at ryge, når de spise, og når de køber tøj m.m.
Uanset hvad man måtte mene om rygeforbuddet og det frie liberale valg i alle henseender, så kan de fleste (undtagen Klaus Kjellerup og co. med indlæg i JP bl.a. 29/10) vist godt være enige om, at det er usundt at ryge, og at rygningen koster samfundet milliarder i det offentlige system mht. behandlingen af følgesygdomme, passiv rygning, for tidligt fødte, døde etc., etc.
Mange flere milliarder end ”prisen” på et rygeforbud.