Dårlig service for to ældre

Undertegnede har i flere år haft stor glæde af et lille elektronisk apparat, som med en teleslynge kan hænges om halsen og modtage trådløse signaler fra en sender, der anbringes bag tv'et. Som tunghør får jeg på den måde en skarpere lyd og kan sågar høre, hvad unge, mumlende danske skuespillere siger.

Nu ville jeg gerne, at min kone, som også har et hørehandicap og høreapparater, kunne få samme glæde af de tv-udsendelser, som vi sammen ser mange af.

Billigere løsning

En af kommunens visitatorer aflagde os et besøg og slog fast, at min kone ikke behøvede det ovenfor omtalte apparat, men kunne nøjes med en telepude med en lang ledning hen til tv-apparatet. Min kone og jeg, som begge er over 80 år, og begge har gangbesvær og går ved hjælp af rollatorer, mente nok, at ”mit” apparat var en bedre løsning, da vi ser fjernsyn fra flere vinkler i løbet af en dag, og at puden med ledning ville blive en hæmsko for os.

Visitatoren vurderede, at min kone sagtens kunne nøjes med den ”billigere løsning”. Hendes afgørelse kom nogle dage senere på skrift, hvorpå jeg ringede hende op og spurgte, om det ikke var muligt, at vi kunne betale differencen mellem det apparat, som kommunen kunne tilbyde, og det, som vi ønskede. Svaret var et nyt spørgsmål: »Er det dig eller din kone, som ansøger?« »Det er os begge to.«

Yderligere otte uger

Senere kom der et brev om, at hun (kommunen) nu anså det for en fælles ansøgning, og at der ville gå yderligere otte uger, før denne kunne behandles. Vi tabte tålmodigheden og købte det, vi gerne ville have.

Efter lang tid kom der et nyt kommunalt brev fra visitatoren. Heri udtrykker hun ønsket om, at min kone skulle gå til ørelæge og få en ny hørekurve. Den gamle var ikke et år gammel, så det svarede vi slet ikke på.

Nyt brev fra kommunen. Nu kunne vi pludselig godt få lov til at betale prisforskellen if. medsendte regler om valgfrihed inden for hjælpemidler. Brevet indeholdt også en oplysning om prisen på det apparatur, som kommunen kunne tilbyde.

Og nu kommer det mest komiske:

Det apparat, som vi havde købt, var flere hundrede kroner billigere end det upraktiske apparatur, som var kommunens tilbud. Jeg fik en aftale om, at jeg skulle sende regningen til Tværfaglig Visitation.

Tænk, hvad kommunen kunne have sparet i arbejdsløn, papir og porto, hvis kommunens repræsentant havde sat sig ind i priserne på den teknik, vi ønskede og reglerne om frivilligt valg af hjælpemidler, som hun skulle administrere efter, i stedet for så emsigt at modarbejde to ældre borgere.