Stikkeriets fremmarch
Man læser igen om en hjemmehjælper, som har angivet mennesker, til hvis hjem vedkommende har adgang for at hjælpe, men som åbenbart har følt sig kaldet til at misbruge sin viden til alvorligt at skade de pågældende.
Vi opfordres da også af politikerne til at angive vore naboer eller andre, som måske får udført sort arbejde, har et våben eller opfører sig mystisk.
Det er åbenbart blevet en borgerpligt at angive ens medborgere, så de kan blive straffet under en eller anden form.
Det er et moralsk skråplan med en hældning, som er katastrofal, når tilliden mellem mennesker afløses af utryghed og mistillid, sådan som det var tilfældet i det gamle Østeuropa og Sovjet og i visse tilfælde i Danmark under den tyske besættelse.
Når man ikke kan stole på sin læge, sin præst eller anden offentligt ansat person med normal tavshedspligt, og ikke at forglemme sine naboer, så rådner vort samfund op indefra. Det kan allerede lugtes.
Der kan naturligvis forekomme kriminelle forhold med stor skadevirkning (mord, narko, røverier, hærværk, kørsel i stjålne køretøjer etc.), hvor vi må stå sammen om at standse skadevolderne, men det bør kun ske efter moden overvejelse, aldrig som en ”naturlig” refleks.