En rank, dansk garder
Naturligvis skal de fremmede, der vil være danske, assimileres i Danmark.
Forleden dag gik jeg over Amalienborg Slotsplads og kom til at kaste et blik på en af garderne foran palæet. Han stod rank og strunk med sin riffel og sin bjørneskindshue, men det, der vakte min opmærksomhed, var hans hudfarve. Han var sort, i al enkelhed.
Han var tydeligvis en fremmed, der var kommet til Danmark og var blevet dansk, og nu stod han, vagtsom og påpasselig, i blå uniform og bjørneskindshue og passede på Danmarks dronning.
Sådan skal det være, sagde jeg til mig selv. Sådan bliver en fremmed og udefrakommende til dansker. For således bliver han - nej, ikke integreret, men assimileret, for naturligvis skal de fremmede, der vil være danske, assimileres i Danmark. Integration er at mødes på halvvejen. Integration er således et anslag mod os danskere, hvis land det er og skal være. Men assimilation betyder, at de fremmede bliver danske ligesom vi, og det er dette, de skal være.
Herom var den strunke garder på Amalienborg Slotsplads et opmuntrende vidnesbyrd. Og dermed var han også et vidnesbyrd om de betingelser, der skal opfyldes, for at fremmede bliver danske og assimilerede.
Det kræver et land
Der var en sammenhæng, han blev en naturlig del af. Der var nemlig en uniform, et regiment, en vagttjeneste, som han gik ind i og blev en del af.
Hvis Danmark ikke vil være dansk, fordi det i stedet vil være alt muligt andet, EU-land, globalt, multikulturelt, så går Danmark ikke blot til grunde, men så er fremmede også afskåret fra at blive danske, blive assimilerede.
Dette kræver et land, en nation. Det kræver en kulturel sammenhæng, som udefrakommende kan blive en del af. Det kræver - ja, en bjørneskindshue og en blå vagtuniform, som den fremmede kan iføre sig og således blive til én af os.
Forudsætningen for assimilation
Og så ér han det. Så respekterer vi ham som dansk og nikker venligt til ham, når vi går over slotspladsen. Så kan fremmede komme til Danmark og få en accepteret og selvfølgelig plads i folket og nationen, for så er der en national og kulturel sammenhæng, som han selvfølgelig kan indgå i.
Kort sagt: Det nationale er forudsætningen for assimilation. Hvis vi danske intet andet er end én stor tomhed, blottet for kulturelt, ja åndeligt, indhold, uden skik og brug og uden lov og ret, fordi vi skal tilpasse os EU og FN og én verden og globaliseringen, så går vi folkeligt i opløsning, og så kan fremmede ikke komme til os og blive danske.
Det er dette, den strunke garder foran palæet på Amalienborg Slotsplads fortæller os. Og vi trænger til at høre det. Danmark af i dag, der ikke blot har fået en regering, hvis sans for den historisk givne sammenhæng er beskæmmende ringe (jf. regeringsgrundlaget s. 54: »Reglerne om statsborgerskab skal bruges aktivt til at fremme integration«), men som ligger fladt på maven for den politiske korrektheds fraser om multikulti og grænseløshed, har virkelig grund til at se virkeligheden i øjnene.
Uden at være os selv som danske har vi intet at gøre fremmede til en del af. Uden national selvbevidsthed, ingen mulighed for assimilation. Uden danskhed, intet fællesskab i landet.
Jeg nikker venligt til den danske garder.