En tynd opskrift på fred

Mellemøstkonflikten er ikke eksakt videnskab, og Jeppe Kofods partiideologiske udgangspunkt er på det niveau, som andre debattører og politikere bevæger sig på, selv om han foregiver,at Danmark skal spille en upartisk rolle i fredsprocessen.

Og efter en enkelt vejrtrækning klandrer JK Netanyahus regering for - på linje med israelske bosættere og Hamas - at være fredsmodstandere og for at afvise en palæstinensisk stat. Og så fortier han bekvemt selvstyrets rænkespil.

Akilleshælen

Den populistiske dæmonisering af Netanyahu er akilleshælen i Socialdemokraternes manglende forklaring på, hvorfor den palæstinensiske side under både Arafat og Abbas altid har vendt tommelfingeren nedad, når israelske arbejderpartiregeringer (søsterparti til det danske socialdemokrati) og centrumregeringer har fremlagt det ene fredsforslag efter det andet, senest i 2008, og i stedet ladet underskoven af terrorgrupper i Gaza og på Vestbredden svine Israel til med terror. Med det resultat, at Netanyahu to gange, i 1996 og 2009, er blevet valgt til at lede Israel.

Israelsk tilbagetrækning

Jeppe Kofod bør rekapitulere, at den første fredsaftale indgået i Mellemøstkonflikten blev indgået mellem Israel og Egypten (1979) af den daværende israelske Likudregering.

JK er gammel nok til at huske, at Ariel Sharon som leder af Kadima gennemførte israelsk tilbagetrækning fra Gaza i 2005 uden forhåndsbetingelser. Også her kvitterede palæstinenserne med terror.

Israel er ikke imod fred og en palæstinensisk stat, som JK hævder. Men vejen hertil bør ske gennem direkte forhandlinger med ægte fredsvilje uden brug af stok og gulerødder og heller ikke via genveje i FN's underorganisationer og generalforsamlingen, der friholder palæstinenserne for at indgå de nødvendige kompromiser, som JK efterlyser.

Toget holdt stille

Uden tvivl begik daværende udenrigsminister Per Stig Møller et stort stykke diplomatisk benarbejde med udarbejdelsen af løsningsforslaget ”Køreplan for fred”, som blev godkendt af USA, Rusland, FN og EU , og som JK hylder.

Det hjalp bare ikke. Toget kørte ingen steder. For heller ikke den daværende udenrigsminister evnede at håndtere selvstyrets rænkespil, der glimrende illustreres - uanset kilovis af gulerødder - gennem alt fra det palæstinensiske undervisningssystem og kulturliv til selvstyrets visitkort: Et Mellemøsten uden Israel, helt i Hamas' ånd.

To stater er ingen garanti for fred.