Det gælder kun magten
Med stor undren følger man diskussionen om Ole Sohn og hans forhistorie sammenholdt med hans hverv som folketingsmedlem og minister.
Sohn havde som formand for DKP tætte relationer til Sovjetunionen og dennes vasalstater.
Sovjetunionen er det mest uhyrlige regime i nyere tid og har forårsaget flere drab på civilbefolkningen end nogen anden totalitær stat. Hertil kommer deportationer og fangelejre i et ubeskriveligt omfang.
OS undskylder med, at han tog fejl og var uvidende. At DKP modtog penge fra Sovjetunionen, har altid været kendt, men OS som daværende formand påstår, at han ikke har haft kendskab til dette. Sohns handlinger er fuldt ud på linje med de værste nazistiske medløbere under Anden Verdenskrig, men alligevel er han næstformand i SF, folketingsmedlem og minister.
Man skal prøve at forestille sig, at et parti i blå blok ville foreslå en ministerpost til en tidligere nazist.
Personers støtte til totalitære regimer bliver målt med forskellig målestok, alt efter om regimet er højre- eller venstreorienteret. Sohn burde ikke kunne blive medlem af Folketinget og slet ikke minister.
Anger er ikke en formildende omstændighed for støtte til totalitære voldsregimer. At SF optager en så belastet og beklikket person i sin medlemsskare, siger mere om SF end om Ole Sohn. At man ophøjer ham til næstformand, er uforklarligt.
Statsministeren synes upåvirket, når blot det gælder om at fastholde magten, og hendes moral og/eller dømmekraft er i ankelhøjde. En godtroende befolkning har i tillid til løfter om forbedringer sammensat et folketing, der desværre rummer stærkt dubiøse elementer.
Las os få et snarligt folketingsvalg, og lad os få ukrudtet luget ud, før Danmarks omdømme tager varig skade.