Regeringspartier uden skam?

I månederne op til det seneste folketingsvalg oplevede vi naive og godtroende vælgere et fantastisk skuespil med vores politikere som optrædende: Vi fik det ene løfte efter det andet.

Når den ene blok havde afleveret ”dagens løfte”, kunne vi i spænding afvente, hvad den anden blok kunne tilbyde. Vi blev sjældent skuffet, og efterhånden var vi vel en hel del, der sagde: »Det kan da vist ikke la' sig gøre.«

Men underholdende var det.

Så kom valget, og de, der havde lovet mest, vandt - euforiske ved udsigten til at have nået deres egentlige mål: Magtens tinde.

Så skete der ikke noget i mange dage, hvor ”vinderne” havde forskanset sig bag et hotels tykke mure for at omsætte alle de gyldne løfter til et operationelt regerings-program - troede vi da.

Da de kom ned fra deres tårn for at meddele de forventningsfulde vælgere (det er det, vi er - ikke borgere), hvad der nu skulle ske, indtraf der noget af et antiklimaks - og i særlig grad for de borgere, der havde stemt på rød blok. Landets nye statsminister trådte frem for folket og fortalt os med feberhede øjne, at »alle på Christiansborg ved, at der skal 90 mandater til, for at vi kan gennemføre vores program«, underforstået: Vi kan ikke gennemføre det, vi har lovet.

Hvis det er fakta …

Alle vi vælgere uden for Christiansborg troede indtil da, at man takker nej til magten, når man finder ud af, at man ikke kan holde, hvad man har lovet.

Det tror jeg også, at de fleste ved på Christiansborg - inderst inde, selv om de påstår det modsatte, og det har været både forbløffende og forstemmende at høre den ene minister efter den anden på det nærmeste citere et tidligere folketingsmedlem (Søren Kjær 1827-93): »Hvis det er fakta, så benægter a fakta …«, når han eller hun blev spurgt, om ikke der også her var tale om løftebrud.

Disse benægtelser af aftalebrud har fået et sådant omfang, at jeg til tider begyndte af betvivle mine egne sanser og måtte spørge mig selv: Er det mig, der er helt galt på den, har jeg opfattet situationen forkert, eller har vi at gøre med nogle regeringspartier, der er uden skam og uden anstændighed?

Et par episoder undervejs har gudskelov genskabt min tro på, at det ikke er min normale og sunde fornuft, der er noget galt med. Finansminister Bjarne Corydon har således slækket lidt på partidisciplinen ved at indrømme, at den tidligere regering havde ret, når den sagde, at der var et kæmpehul i den røde, økonomiske plan. Tidligere blev den påstand afvist som »misbrug af embedsmænd i partipolitisk ærinde«.

Jeg tror næppe, at finansministeren kan forvente megen ros af sin chef. Og påstanden om, at »det er De Radikales skyld«, har så sandelig også bidraget både til morskaben og til at genskabe balance i tingene.

Jeg frygter, at Ralf Pittelkow i sin kommentar i JP 30/10 har ret, når han siger, at »denne regering er stærkt domineret af de snakkende klasser«. Af folk altså, der aldrig har produceret andet end ord, og derfor tror, at »virkeligheden er, hvad jeg kalder den«.

”De Uanstændige”

Danmark er bestemt ikke en bananrepublik. Til gengæld kender jeg ikke det ord, der dækkende kan beskrive landets øjeblikkelige regering og især ikke den forvandling, der er sket med den siden valget. Hvis ikke andre allerede havde sikret sig copyright på betegnelserne ”De Uanstændige” eller ”Svindlerne”, ville jeg mene, at mindst én af de betegnelser ville være en dækkende titulering af ca. 2/3 af den siddende regering.

Til gengæld er jeg nu igen sikker på, at det trods alt ikke er vort sprog, der er noget i vejen med: Løftebrud er løftebrud - også hvis det tilfældigvis skulle være til gunst for modparten - og en løgn er stadig en løgn. Det kan selv denne regering ikke bortforklare.