Maksimalstaten truet af fallit
Der er grænser for finansiering af velfærdsstaten uden uafbrudt gældsætning.
Besindige folk har i årtier påpeget, at der var grænser for, hvor megen velfærdsstat det er muligt at finansiere uden uafbrudt gældsætning. Socialstaten kaldte Anders Fogh Rasmussen den i 1992. Maksimalstaten er faktisk et bedre navn, blandt andet takket være Fogh og Dansk Folkeparti.
Erkendelsen af, at maksimalstaten er truet af fallit, er først nu ved at være accepteret, selv om ingen politiker tør se i øjnene, endsige fortælle nogen, hvor stort problemet reelt er. Og når der så heller ikke er enighed om midlerne til at standse pantsætningen af den næste generations levestandard, ja så kan vi se frem til nogle festlige år sammen her i kongeriget, hvor man da må håbe, at Gud vil gøre sit til at bevare Danmark.
Men hvor stor er egentlig den maksimalstat, hvis grund er ved at skride væk under os?
Det kan man få et indtryk af i Ældre Sagens ”Værd at vide, 2010” på 600 sider (148 kr.) om de utallige livsforhold fra vugge til grav, som der er givet regler for og ydes tilskud til. Og der kommer hele tiden nye regler til.
Umuligt at få overblik over.
Dygtigt arbejde
Men sagligt set er det en fantastisk bog, hvori 15 eksperter gennemgår alle de ordninger, der findes af relevans for almindelige mennesker: Offentlige og private pensioner, kontanthjælp, registreret partnerskab, hjemmehjælp, skat, sundhedsvæsen, klage- og ankeinstanser, you name it. Utroligt gennemarbejdet. Dygtigt arbejde.
Også med beskrivelse af ordninger, som man (jeg) aldrig har hørt om. For eksempel et nogenlunde læseligt afsnit om støtte til ”trivselsbil”, som ikke er det samme som ”invalidebil”.
De fleste andre afsnit bliver man helt svimmel af at læse. Særligt skal nævnes gennemgangen af efterlønsreglerne, som hos læseren vil udløse et akut behov for medicinering (om tilskud til medicin, se side 511-513).
Bogen kan anbefales til enhver, som har behov for råd, hjælp, vejledning og økonomisk bistand. Men den vil være særlig nyttig som et kilometerlangt katalog over, hvor man kan tage fat, når man skal i gang med det snavsede arbejde med at rydde op i velfærdsjunglen. ”Maksimalstatsmanualen” kunne man kalde den.
Maksimalstaten har skabt behov for adskillige andre manualer. ”Snyd ikke Dem selv i skat” hed en bog, som i mange år kom i store oplag på den årstid, hvor selvangivelsen skulle udfyldes. Ældre Sagen udgav selv i mindst tre udgaver ”Snyd ikke Dem selv i pension eller boligstøtte og skat”.
Umuligt at gennemskue
Alt sammen udtryk for, at reglerne både for, hvad man kan få, og for, hvor meget man skal eller kan slippe for at betale til skattevæsenet, er umulige at gennemskue for almindelige mennesker. Faktisk skal man have bistand fra en kyndig socialrådgiver plus en jurist for at være sikker på, at man får det bedste ud af reglerne om sociale ydelser og hjælp fra en statsautoriseret revisor for at nedbringe sin skat mest muligt.
Den sorte håndværker
Mange vil savne hjælpen fra den sorte håndværker som eksempel på nødvendig bistand fra specialister til maksimalstatens borgere. Men her taler vi altså kun om, hvem hæderlige mennesker som De og jeg søger hjælp hos. Ikke om den virkning, som maksimalstatens skattetryk har haft på andres moral. Gør vi vel?
Sådan står sagerne ved indgangen til den nådesløse oprydning i landet, hvor borgerne er klemt mellem et omsorgsfængsel som beskrevet af Ældre Sagen, og et inkassobureau som beskrevet under titlen ”Snyd ikke Dem selv i skat”.
Det bliver ikke for små børn. Man spørger med en vis gysen sig selv, hvordan det vil spænde af. Lige nu synes jeg ikke, at det er værd at vide.