Pløkurimelige rimeligheder
Bertel Haarder har selv haft fordel af en omregning af ejendomsskatten.
På Østerbro bor en mand. Hans grund blev nyudstykket og vurderet første gang i 2007, da grundværdierne var på deres højeste efter 00'ernes boligboom. Grundværdierne i 2007 og 2008 blev sat til 4,4 mio. kr. Efter de københavnske grundskyldssatser svarer det til en årlig betaling i 2009 og 2010 på 149.720 kr.
Mandens naboer betaler slet ikke så meget i skat. Deres grunde eksisterede i 2001, da regeringen indførte loft over ejendomsskatten. På dette tidspunkt var grundværdierne meget lavere. Da loftet sættes på baggrund af grundværdien, var naboernes skattelofter i 2007 meget mindre end deres grundværdier i 2007.
Manden stod faktisk til at betale næsten tre gange så meget i ejendomsskat, selv om grundene var direkte sammenlignelige. Men sådan gik det ikke. Sammen med skatteloftet indførte regeringen nemlig fire omberegningsregler. En af disse foreskriver, at man i ovenstående tilfælde skal beregne, hvad mandens grund ville have været vurderet til i 2001, hvis den havde eksisteret på dette tidspunkt, og beregne loftet efter dette udgangspunkt, således at beskatningen i kvarteret bliver ensartet, og man undgår en skævvridning.
Skat fandt frem til, at mandens grund ville have været vurderet til cirka 1,1 mio. kr. i 2001, og beregnede et nyt loft, så den årlige ejendomsskat i 2010 blev reduceret fra de 149.720 kr. til 58.567 kr. Det samme niveau som naboerne i kvarteret.
Ingen saglig begrundelse
Manden fra Østerbro er Danmarks indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder. Manden, som har fremsat lovforslag L 65, der skal afskaffe en af de fire omberegningsregler. Manden, som har begrundet lovforslaget med, at man lukker et skattehul, og fra Folketingets talerstol har omtalt omberegningsreglen som »pløkurimelig«.
Bertel Haarder har garanteret, at lovforslaget ikke får bagudrettet virkning, men har stadig til gode at fremføre en saglig begrundelse for at gennemføre lovforslaget.
Der er ikke tale om et skattehul, når Bertel Haarder får omberegnet sit loft. Det ville være uantageligt, hvis skatteloftet ikke gjaldt alle grundejere i Danmark. Det ville være uantageligt, hvis Bertel Haarders skattetryk skulle være tre gange så stort som naboernes, blot fordi hans grund er udstykket senere.
En nødvendig regel
Eksakt samme formål har den regel, som Bertel Haarder foreslår afskaffet. Var fradraget for lavt i 2001, er loftet sat for højt. Forhøjer Skat senere fradraget, skal loftet omregnes, så det sættes, som det burde have været hele tiden. Er det et skattehul og pløkurimeligt? Nej. Det er nødvendigt. Omberegningen sikrer en ensartethed i beskatningen af danske grundejere. Reglen er lige så nødvendig og rimelig som den regel, der sænker Bertel Haarders egen beskatning med næsten kr. 100.000 kr. om året.
Eklatant misforståelse
Bertel Haarder er en erfaren, dygtig og saglig politiker. Så når han fra Folketingets talerstol kalder en regel for et skattehul og pløkurimelig, selv om han burde have anført det stik modsatte, er det fordi, han er en travl mand, der stoler på sine embedsmænds udlægning af lovområdet.
Og netop heri ligger problemet. Skattelovgivning sker normalt ikke i Indenrigsministeriets regi - og det afspejler sig i den eklatante misforståelse af fradragsreglens betydning for vurderingsområdet og for skatteloftet som helhed. Der eksisterer sjældne tilfælde, hvor den tekniske udførelse af omberegning ved fradrag medfører et forkert resultat. Det er disse tilfælde, som lovforslaget burde handle om. Ikke at fjerne reglen, som er en af fire grundsten i skatteloftet. Man afliver heller ikke en patient, der er forkølet.
Permanent overbeskatning
Med lovforslaget sikres en permanent overbeskatning af de grundejere, som i 2001 blev overbeskattet. Med lovforslaget afskaffes skatteloftet. I stedet indføres fastfrysning af ejendomsskatten i 2001, selv om grundejeren efterfølgende får medhold i, at ejendomsskatten i 2001 var for høj.
Bertel Haarder - det er ikke reglen, men dit forslag om at afskaffe den, der er pløkurimeligt.