Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Schengen(reglerne) bør tilpasses virkeligheden

Hvad går politik ud på? At løse problemer, der angår fællesskabet.

Et af danskernes problemer er, at bander fra Østeuropa begår berigelses- og voldskriminalitet i Danmark. Da de har brugt biler til deres kriminalitet, kan man gå ud fra, at de er kommet i bil ind i Danmark via den dansk-tyske grænse.



Hvorfor så man ikke tidligere østeuropæiske bander plyndre i Danmark? Fordi Danmark i 2001 tilsluttede sig EU's Schengen-samarbejde, der betyder, at personkontrollen mellem medlemsstaternes grænser er fjernet.



Schengen-samarbejdets fortalere har helt ret i, at det er behageligt at kunne krydse den dansk-tyske grænse uden at skulle skifte gear, men det er da et problem, at Schengen-aftalen gør det nemt for øst-bander at tage på plyndringstogt i Danmark.



Her har vi et paradoks: En hovedbegrundelse for Schengen-samarbejdet var at lette bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet, illegal indvandring m.m., men den grænseoverskridende kriminalitet er vokset siden de åbne grænsers indførelse.



Derfor bør Schengen-samarbejdet tages op til revision, så grænsekontrollen på en eller anden måde genindføres. Aftalen mellem VK-regeringen og DF herom er måske ikke ideel, men dog et skridt i den rigtige retning.



Tilhængerne er gået i baglås

Desværre er visse EU-tilhængere gået i baglås over VK-DF-aftalen, hvilket ikke tjener dem til ære og risikerer at øge EU-skepsissen i Danmark. De hævder, at V, K og DF med den delvise genindførelse af grænsekontrollen vil hindre ideer og kultur fra den store vide verden i at komme ind i Danmark.



En forrykt påstand, der tyder på, at pågældende EU-tilhængere læser VK-DF-aftalen, som Fanden læser Bibelen.



Husk i stedet på, hvad politik drejer sig om. At løse fælles problemer, og når det har vist sig, at grænseoverskridende kriminalitet er taget til efter Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet, bør samarbejdets indhold genforhandles.



Desværre opfatter alt for mange EU-tilhængere EU's regler som bud i en hellig bog, og buddene i en hellig bog kan man naturligvis ikke ændre på.



Men EU skal ikke være en ubevægelig kolos på lerfødder, hvis regler ikke kan ændres, når praktiske forhold taler for det.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen