Sass er en pipskid
Jeg er socialdemokrat, og jeg læser aviser. Også de borgerlige, JP, Berlingske og Børsen, som Henrik Sass Larsen nu vil fratage mediestøtten, netop fordi de er borgerlige.
Det er ynkeligt. Hvis man vil imødegå politiske modstanderes synspunkter ved at undertvinge dem frem for at diskutere dem i åben debat, så har man ikke meget tiltro til egne argumenter.
Desuden er det væsentlige kendetegn ved omtalte tre aviser såmænd ikke deres borgerlighed, men nærmere deres høje journalistiske niveau.
Faren for vort samfund er ikke velargumenteret borgerlighed, det er fladpandet holdningsløshed, som vi ser det så mange andre steder i mediebilledet. Og desuden bliver jeg ikke mindre socialdemokratisk af at læse gode borgerlige aviser; det bliver jeg sådan set bare mere velorienteret af.