Modernismen og folkekirken

Problemet for folkekirken, som ET ironisk forsøger at sætte i relief, er jo ikke af nyere dato, og det udspringer vel ret beset af krav og behov, der næppe kan siges at hidrøre fra noget, som kristendommens grundlæggere havde til hensigt med deres virke.

Som udgangspunkt samledes de første menigheder om disciplene og gentog de indstiftede ritualer - men kun så længe disse overholdes, kan der være tale om noget guddommeligt - netop betinget af de tilstedeværendes overbevisning.

Dette at tro på, at man kan ”møde” Gud og dennes skabende ord i en bestemt bygning, er vel en temmelig ukristelig antagelse/påstand, idet denne religions indstifter netop gang på gang prædikede det stik modsatte.

De nuværende kirker synes at være et resultat af et historisk efterslæb på traditioners formalisme, hvor kirkefædrene valgte at ”lægge kristendommen ind over” (så at sige opsuge) de lokale ”overvundne” religionsformer, og skønt kejser Konstantin befalede en statsliggørelse, blev det alligevel et ydmygt kompromis for de tidlige kristne ledere i kappestriden om ”magten over sjælene” - ikke altid lige smukt gennemført af kirkens mænd.

Derfor har vi i dag bygninger med reminiscenser af både hebraiske, græske, romerske og senere europæiske stilelementer, men også med de bagvedliggende kulturers tyngde af forældet tankegods.

Folkekirken er et meget sent produkt af disse magtkampe - og da dens nutidige statholdere bliver stedse mere uvidende og visdomsforladte (ateistiske), bør det vel ikke undre, at dens svorne fjender - modernisterne - kan få held til at opæde den indefra.