Rejs verden rundt uden at blive klog

Men Nyholm sprutter og hvæser imod alt, hvad han ikke kan lide - og det er alt, som han ikke forstår.

Vurderet på hans klummer er det et helt uoverskueligt felt. Hos tænksomme, kultiverede mennesker kunne det fremkalde lidt ydmyghed.

Kronikken 23/5 handler om ”Det uduelige Danmark”. Uduelig? Ja, fordi regeringen og hadeobjektet Dansk Folkeparti har indført grænsekontrol. Ganske fornuftigt, synes jeg - som lufthavnskontrollen - men det er ikke ærindet her. Det er Per Nyholms udbrud af ufordøjede brokker af kulturel og historisk art:

»Danmark var altid udkant.« Nej, Danmark har aldrig været udkant for danskerne - man kan selv være et periferivæsen - men Danmark er dér, »hvorfra min verden går« - hver dag, hele livet. Fædrelandet er et centrum, selv om man har boet i udlandet i 30 år. Har man glemt det, har man glemt sig selv.

Nyholms bemærkninger om Danevirke, dansk stivsind, hovmod og angst, som bragte os frem til De Slesvigske Krige og forvandling fra imperium til småstat, rangerer på linje med Per Degns latinske rablerier i ”Erasmus Montanus”. Fra før Jyske Lov har man vidst, at en lov kun har virkning, hvor der er magt bag den - bag sikrede grænser. At det hurtigt kan ændres, kan man få indblik i ved at læse om Niels Ebbesen.

Altid udlængsel

Men danskerne har altid haft globale lyster, udlængsel og opdagerglæde. En sejler- og handelsnation gennem mere end 1.000 år. Navne som Erik den Røde, Knud Rasmussen, Bering, Niebuhr, Jens Munk - kolonierne i Nordatlanten, Vestindien, Afrika og Asien - Ostindisk Kompagni, Store Nord, ØK, Mærsk, Novo og Carlsberg taler deres tydelige sprog.

De Slesvigske Krige var ikke udslag af stivsind og hovmod, men et resultat af Enevældens fald - helt parallelt med opløsningen af diktaturstaten Jugoslavien. Grundloven og folkestyret kunne ikke gælde til Altona.

»Ofte er det min fornemmelse, at jeg tilhører et mindretal af europæisk tænkende danskere«, skriver Nyholm. Ja, fornemmelser er ofte selvcentrerede. Nyholm er ikke europæisk tænkende, men EU-tænkende. Den skelnen er vigtig. EU er ikke Europa. EU er en elitær utopi og et topstyret bureaukrati - et imperium under opbygning. Europæisk historie viser, at imperier og komplekse konge- og kejserdømmer udløser krige - ikke veldefinerede stater.

Mangler blik for diktaturer

Nyholm sværmer for det centraleuropæiske - især det østrig-ungarske dobbeltmonarki og det katolske kulturfællesskab i den sene middelalder og Renæssancen. Men han mangler blik for, at diktatur og undertrykkelse var nødvendige forudsætninger. Europa består af mange folk, der udmærket kan samarbejde, hvis grænserne er veldefinerede og accepterede.

Unge og ældre danskere kan uden indre modsætninger være både nationale og globale - som Ørsted, Mærsk Mc-Kinney Møller og tusinde andre. Fremtidige EU-borgere bliver grå, uengagerede udkantsborgere, som - berøvet indflydelse - næppe kan skelnes fra Sovjet- og DDR-menneskene.

I en klumme skrev Nyholm: »politikerne på Christiansborg, om hvem man roligt kan formode, at den værdi, de sætter højest, er sig selv« - (alle). Denne nedvurdering af medmennesker er desværre et karakteristisk træk - i kronikken går det ud over regeringen og »ekstremisterne i Dansk Folkeparti.« Det er uværdigt.

Jo, man kan rejse verden rundt uden at blive klog - og man kan blive i København og være det, som f.eks. Kierkegaard.