Tålmodighed er en dyd
Under overskriften om, at alle har ret til et hurtigt svar foreslår folketingsmedlem Kristian Jensen fra Venstre i Jyllands-Posten 21/5, at »Borgerne skal automatisk have medhold, hvis myndighederne svarer for langsomt.«
Jeg er enig i denne udmelding. Både stat og kommuner skal med jævne mellemrum vurdere og evaluere, om sagsbehandlingstiderne er rimelige. Den offentlige sektor er til for borgerne, ikke omvendt.
Som borger er min oplevelse, at tålmodighed er en dyd, f.eks. når det gælder statsforvaltningerne og Familiestyrelsens hindring af fædres mulighed for at holde barselsorlov og forældreorlov. Jeg har selv ventet i snart 4½ år på, at staten fastsætter 2 x 4 ugers samvær i dagtimerne, jf. den fleksible barselsorlov (udskudt orlov), så vores barn og jeg sammen kan holde forældreorlov.
Til sammenligning var daværende velfærdsminister Karen Jespersen (V) lidt over en måned om at få formalia på plads om Carl Holsts forældreorlov, da han som nyvalgt regionsrådsformand ønskede dette.
Er det blå bloks eller rød bloks politik at skabe et helt igennem unødigt bureaukrati i statsforvaltningerne og i det familieretlige system med det formål at hindre, at fædre tager barsels- og/eller forældreorlov, når mor ønsker den fulde orlov?