Pluk de lavthængende frugter

Under læsning af JP 15/6 faldt jeg over tidligere overvismand Torben M. Andersens vurdering af 2020-planen, som netop var faldet på plads.

Som altid har TMA ret i sine kritiske bemærkninger.

Det undrer mig dog, at han - ligesom alle andre, der behandler problemerne med at finansiere vores velfærdsniveau - overhovedet ikke kommer ind på de mange milliarder kroner, der ligger lige til at plukke inden for den offentlige sektor. Uden at fyre en eneste medarbejder. Nemlig ved at gennemføre den vedvarende proces, der har kørt i det private erhvervsliv de seneste 30 år: rationalisering og styring.

Lad mig give et par eksempler (blandt utallige, som man kunne diske op med):

Et eksempel

For snart mange år siden udløb levetiden for min 8.000 liters olietank. Jeg fik et pænt brev fra daværende Nordjyllands Amt (NA) om de tiltag, som jeg skulle foretage mig i anledning af nedlægningen af tanken (tømning, opfyldning med sand samt syning og kontrol fra amtets miljøafdeling).

Så langt så godt. Alt blev gjort efter forskrifterne, og jeg fik papir på, at sagen var godkendt og dermed slut.

Adskillige år efter blev miljøspørgsmål overdraget til den nydannede Rebild Kommune (men det kunne have været en hvilken som helst anden). Et par år senere fik jeg et nyt brev, hvoraf det fremgik, at der fandtes en nedlagt 8.000 liters olietank på min grund, og man skulle nu sikre, at der ikke var forurenet. Hvis jeg lod dem forestå det, var udgiften deres, men eventuelle konsekvenser ved forurening naturligvis mine. Hvis jeg afslog, og man senere fandt anledning til at undersøge grunden, var alle omkostninger mine.

Jeg ringede dem op og forklarede, at det hele var undersøgt og godkendt af NA. Jeg fik det svar, at det var nye tider og nye regler. Så valgte jeg naturligvis at lade kommunen stå for det nu.

Efter nogle forundersøgelser udført af et konsulentlaboratorium i Aarhus inkl. gennemfotografering af det aktuelle område kom så den store dag.

Konsulenten kom med prøveglas m.m., og en borevogn (som smadrede asfalten i min opkørsel) med en boremester og en assistent. De borede på livet løs det meste af en formiddag.

Boringerne standsede først, da der ikke var flere forlængerbor på køretøjet. Der blev taget 20-30 prøver, registreret og forseglet. Det viste sig, at min grund ligger oven på et sandlag, som var mægtigere, end deres borevogn kunne nå til bunds i.

Nogle måneder efter fik jeg at vide, at alt var o.k., og at min grund nu var slettet fra listen ”Muligt forurenede grunde”.

Et forsigtigt skøn fra min side er, at hele det show har kostet minimum 50.000 kr., formentlig det dobbelte. Alt sammen fordi der et eller andet sted findes et cirkulære, som siger, at alle tidligere undersøgelser skal omgøres efter nye principper.

Et eksempel mere

I de senere år har jeg desværre været i nærkontakt med det danske sygehusvæsen pga. min kones sygdom. Ved hver konsultation, kontrolbesøg, behandling eller indlæggelse møder der en læge op, i øvrigt stort set en ny hver gang, som bladrer rundt i en patientjournal på efterhånden 6-7 centimeters højde. I løsbladsform, hvoraf enkelte rapporter er håndskrevne. Lægen blader så rundt i papirerne for at se, hvad problemet for nærværende patient er.

Det skriger på planlægning. Hvorfor kan man ikke planlægge, så det - i hvert fald som hovedregel - er den samme læge hver gang, og bruge nye administrative systemer, i det her tilfælde elektroniske patientjournaler (EPJ)?

Så tidligt som i 2006 blev den daværende amtsrådsforening præsenteret for et oplæg til et sådant. Det rummede endda mulighed for opkobling af hvert enkelt sygehus - ja sågar hver enkelt afdeling - med hver egne programmer, og som var tilgængelige for alle andre sygehuse.

Det blev bragt videre til sundhedsstyrelsen (SS), som var så uenig med amtsrådsforeningen, at man tog sagen ud af dens regi og oprettede et nyt direktorat under SS, som skulle overtage sagen. Siden er der ikke kommet en lyd ud om, hvad det foretager sig. Fem år efter.

Jeg skal ikke trætte med flere eksempler, men blot henvise til det private erhvervsliv, hvor jeg selv har tjent i 33 år. Det har lang tids erfaring i rationalisering, leanteknik, personalemotivering, inciterende lønsystemer o.m.

For meget ”det plejer vi”

Konklusionen er, at der langt hen ad vejen ikke behøver at blive fyret medarbejdere i det offentlige, men rigtig mange skal lave noget andet end i dag.

Da jeg i 1969 af min daværende direktion blev tilbudt at lede Karlstrup Cementfabrik, tilstod jeg, at jeg ikke havde begreb om cementfabrikation. Direktionen svarede: »Det anser vi for en fordel. Der er for meget ”det plejer vi” i denne branche.« Min post i direktionen holdt trods alt indtil pensionen 22 år senere.

Kan nogen forklare mig, hvorfor sygehuse ledes af administrerende overlæger? Noget tilsvarende er efterhånden aldrig tilfældet i det private erhvervsliv. Der ved man, at en dygtig kemiker er bedre udnyttet som kemiker, og så overlader man al styring til professionelle ledere, som alene kigger på effektivitet, rentabilitet, planlægning og personaletrivsel. Det er de uddannede til, ligesom lægerne er uddannede til at diagnosticere og helbrede.