Arabisk eller islamisk forår?
Demonstrationerne i de arabiske lande sker næsten altid i direkte forlængelse af fredagsbønnen. I Libyen råber oprørerne »Allah-uh-akbar«, hver gang de kommer i nærheden af et tv-kamera.
I Egypten er angrebene på de koptiske kristne blevet hyppigere og hårdere, end de plejer at være. I Syrien kræver demonstranter, at love, der forbyder hijab, skal fjernes. I Jordan begynder en blasfemisag mod Kurt Westergaard og danske aviser.
I Tunesien vender en radikal imam hjem i triumf efter, at oprørerne har sejret. I Egypten ønsker et meget stort flertal af befolkningen en sharia-baseret forfatning med hele paletten af stening af utro kvinder, håndsafhugning af tyve, dødsstraf for frafaldne, osv.
De libyske oprørere ser ikke nogen grund til, at en ny forfatning skal indeholde noget om religionsfrihed, eftersom alle indbyggere forventes at være muslimer.
Alt dette synes ikke at påvirke vestlige medier og andre meningsdannere, for de har nemlig hørt, at Det Muslimske Broderskab, efter i mere end 80 år at have kæmpet indædt for indførelse af kalifatet, nu lige pludselig går ind for demokrati.
For når broderskabet selv siger det, så må det jo være rigtigt.