Kort sagt
Madkultur i tv Noget af det bedste i tv - det gælder begge kanaler - er madudsendelserne. Nogle seere mener, at der er for mange.
Men man kunne bruge det samme argument mod sportstv. Når man har lang erfaring med madlavning og interesse for ernæring, kan man lære nyt, blive bekræftet i mere og somme tider - oh salighed - vide bedre. Jamie Oliver har erhvervet sig heltestatus ved at kæmpe for en madrevolution i USA. Det må ingenlunde undervurderes. En kultur kan meget vel drukne sig selv i frituregryderne.
Hanne Raunow, Padborgvej 148, Silkeborg
Gøg og Gokke hos DSB
Det undrer mig, at DSB ikke allerede er begyndt at vise Gøg og Gokke-film på S-togenes infoskærme, når nu de er så store yndere af rendyrket farce: IC4, DSBFirst, Rejsekortet.
Lars Ersgaard, Charlotteager 180, 1., Hedehusene
Løftebrud
Giv mig efterlønnen tilbage, ligesom i de gamle dage, da en fri mand var fri, og da Pia Kjærsgaard mente, hvad hun sagde.
Gitte Velling, Illerupvej 65, 2., Aarhus N
Forstokkethed
Politikerne bør betænke, at løftebrud betinger uændrede forudsætninger - altså her uden indtrådte ødelæggende økonomiske kriser, hvor passivitet eller ordholdenhed bør benævnes uansvarlig forstokkethed.
Børge Petersen, Bjerregaardsvej 19, Odense
Rigtigt, rigtigt ulideligt
En ulidelig foreteelse har ramt det danske sprog. Mest i mundtlige formuleringer, men også efterhånden på skrift. Det optræder som ren rygmarvsreaktion, at tillægsord udvides med ordet rigtig(t), ofte dubleret. Der er således ikke mange mennesker, der synes et eller andet, men det nydanske udtryk rigtig mange for ikke at sige rigtig, rigtig mange. I gamle dage var noget (måske) svært, i dag er det rigtigt svært, hhv. rigtigt, rigtigt svært. Er det umuligt at appellere til, at mediefolk med en vis påvirkningsmulighed kan genindføre en normal og uvulgær sprogbrug, således at der kun i de særlige (og meget få) tilfælde, hvor det er berettiget at understrege hyppigheden eller mængden i den aktuelle situation, gøres brug af ordet rigtig(t)?
Flemming Christiansen, Pianovej 3, Liseleje