Utålelig diskrimination
Det nye Sky Hotel i Ørestaden ved København har indført kønsdiskrimination.
Man har indrettet en hel etage, hvor kun kvinder har adgang. Det forekommer mig at være både ulovligt og utåleligt i et samfund, hvor diskrimination af befolkningsgrupper pga. race, religion, etnicitet, alder og køn er forbudt.
Kunne samme hotel ikke lige så godt have indrettet en etage kun med adgang for ”hvide” efter fortidens sydafrikanske eller amerikanske forbilleder: ”Whites only”.
Eller hvad med Nazitysklands ”Nur Arien” eller ”Juden kein Zutritt”?
Vi er også mange, der ikke bryder os om muslimske terrorister. I den sammenhæng kunne man jo tilbyde os en bombesikker etage med ”Kun adgang for ikke-muslimer”.
Eller hvad med at indrette alle etagerne til de forskellige slags superegoister? Dem er der jo mange af, så det må der da være penge i.
Uanset hvor meget vi vil gøre for vor tids selvbevidste, højtråbende og velbeslåede kvindechauvinister, er det afskyeligt, at man i Danmark kan finde på denne form for diskrimination.