Europæisk foregangsland

Aftalen stiller Danmark der, hvor vi står bedst; det sted vi stod i juni 1992, da vi stemte nej til Maastricht-traktaten, i september 2000, da vi sagde nej til euroen, i november 2001, da vi valgte et nyt folketingsflertal, der skulle stoppe masseindvandringen, og i vinteren 2006, da vi insisterede på vores ret til ytringsfrihed.

I disse stjernestunder i nyere dansk historie er skældsordene haglet ned over vores hoveder. Gang på gang har EU-eliten holdt sig for næsen over dette xenofobiske, national-egoistiske, halvracistiske, islamofobiske lille land, der gør alt det, EU-overlæreren siger, man ikke må. Men det er i situationer som denne at jeg for alvor bliver stolt over at være dansker.

Lad bare EU's autoritære åbenhedsapostle skælde og smælde. Hvis vi insisterer på vores ret til at gå vore egne veje, ender vi som foregangsland for fædrelandenes Europa, der står vagt om landenes frihed og selvstændighed.

EU's klimakommissær, den angiveligt konservative Connie Hedegaard, ser anderledes på det: Ifølge hende er grænsekontrol ”imod Europa og imod Schengen”.

Imod Europa? Hvis grænsekontrol er ”imod Europa” har Europa været imod Europa indtil for nylig. Hvis det er sandt, må man spørge, om det overhovedet er virkelighedens Europa, EU-kommissæren har i tankerne.

Det ville være mere korrekt at påstå, at det er Schengen-aftalen, der er imod Europa. Faktum er jo, at man var nødt til at viske grænserne ud på, før ideen om det grænseløse Schengen-Europa kunne virkeliggøres. Det gamle, onde, ”nationalistiske” Europa skulle forgå, før et nyt grænseløst kunne opstå. Connie Hedegaard taler om et EU-topia, ikke om det historiske Europa.

Som EU-modstander er jeg varm tilhænger af Europa. For det er jo en historisk kendsgerning, at Europa, indtil EU systematisk begyndte at tømme medlemslandene for suverænitet, bestod af selvstændige nationalstater. Så kan man ikke døje nationalstaten, har man det heller ikke for godt med Europa.

Derfor skal man ikke lade EU-topikere som Hedegaard løbe med ordet ”Europa”. Tværtimod skal alle tilhængere af nationalstaten tage ordet til sig og gøre det til deres eget. Det er os, der er de sande europæere, ikke Connie og co. Når den danske regering genindfører grænsekontrol, opfører den sig som en sand europæisk regering, der forstår, at grænser er nødvendige også mellem gode naboer.

Spørgsmålet er så, om det er det, den danske regering gør.

Er der bare tale om stikprøvetoldkontrol eller om et stort skridt i retning af genetablering af den gamle grænsekontrol? Spørger man regeringspartierne, svarer de det første, spørger man Dansk Folkeparti, er svaret det sidste.

I skrivende stund kræver Dansk Folkeparti mere end bare stikprøvekontrol, og partiet gør klogt i at holde fast i det. Aftalen skulle nødig ende som en potemkinkulisse.

Men selv i den fortyndede stikprøveudgave er regeringsaftalen en sejr af kolossal symbolsk betydning. Den er et tegn på, at udviklingen i Europa ikke længere går i én retning. At vi ikke bare bevidstløst bevæger os mod en stadigt snævrere union og mod større og større suverænitetsafgivelse.

Aftalen viser, hvor let det er at skrælle EU-sminken af europakortet, så vi igen kan kende kontinentets ansigtstræk.

Hvis der er en fast vilje, kan de europæiske folk hurtigt genvinde kontrollen over deres grænser.

Danmark er endnu engang blevet europæisk foregangsland.