Den rådne banan

I avisen 5/5 har vi igen et eksempel på, hvordan øvrighederne behandler denne del af landet, for nu skal der oprettes et depot for atomaffald fra Risø.

Affaldets farlighed er ganske lille, må man forstå, for der er kun tale om lav- og mellemradioaktive stoffer - det siger i hvert fald direktøren for dekommissionering, og Bertel Haarder siger endda, at man vil undersøge muligheden for at sende de 233 kg, som er farligst, til et udenlandsk depot, men mon ikke det bliver alt for dyrt i forhold til prisen på et lille stykke jord i ”Den rådne banan”?

Ingen steder på Sjælland

Der er udpeget seks velegnede steder for sådan et depot, tre i Nordvestjylland ved Limfjorden, et på Lolland, et på Bornholm og et på Nordfyn - men læg mærke til, at heller ikke denne gang er der fundet egnede steder hverken på Sjælland eller i Sønderjylland.

Det forekommer mig, at Nordvestjylland i mange år har været og stadig bliver brugt som skraldespand for hele Danmark. Lad mig nævne:


Harboøreværket, som ved opførelsen blev betegnet som helt ufarligt og ikke spor forurenende af de forskere fra Aarhus Universitet, som opfandt de stoffer, værket producerede. Nu et halvt århundrede senere er store områder omkring Harboøre både på land og til havs stadig afspærret pga. optrængende og udsivende yderst farlige gifte på trods af mange års forsøg på oprensning.

For nogle år siden blev der lavet noget ved Skive, som efterlod Lovns Bredning og store dele af Limfjorden som en uddød stinkende mudderpøl, men pyt - man gav landbruget skylden. Nu er der endelig kommet liv igen, og fiskeri samt følgeindustri og -erhverv er atter blomstret op, men nu rumler øvrigheden med en helt ufarlig udledning der, og fiskerne råber nej, for de forudser en ny ødelæggelse og arbejdsløshed, der igen kan brede sig.

Der er planer på tegnebrættet om at lade Wattenfall lave et stort nedgravet CO2-lager nær Limfjorden i Han Herred trods befolkningens protester og Wattenfalls manglende dokumentation for det ufarlige derved.

Da den første generation vindmøller blev for lille og urentabel for Vestas, anlagde man flere vindmølleparker med nogle møller, som dengang blev anset for store og naturbeskæmmende, mange steder langs Limfjorden og bl.a. nær Østerild Skovdistrikt.

Nu skal en del af disse møller tages ned for at give plads til nogle lynglimtende, dybt brummende og hvæsende havuhyrer, der absolut skal opdrages på land, for så er det både meget lettere og billigere at observere, hvordan de ter sig.

Rent tyveri

Store dele af Østerild-skovene skal fældes, for her er den allerbedste plads for dem i hele Danmark, og de mennesker, som havde udsigt til skovens dybe stille ro, hvor sangerhære bo, bliver eksproprieret bort (og så kan man jo spekulere på, hvad en lystejendom på det sted nu er værd i udbud og efterspørgsel, eller om ekspropriationsgodtgørelsen nærmest kan betegnes som rent tyveri).

De, der bor lidt længere borte, må bare finde sig i den ændrede udsigt, lysglimtene og lydene, for man har målt, at uhyrerne kun giver gener tæt på, og hvis beboerne længere væk oplever noget andet, er det indbildning.

Er alle disse plager ikke tilstrækkelige for befolkningen omkring Limfjorden, eller stiler øvrigheden mod et bibelsk antal, hvoraf Risøs skraldespand skal være den næste?

Risø-egnen har i ca. et halvt århundrede tjent på at have forskningscentret liggende, så det er vel ganske naturligt at forlange, at denne egn også skal klare oprydningen efter det, og hvis der ikke lige er plads i nabolaget, kan jeg få øje på mange nærliggende steder, hvor der slet ikke bor mennesker, og depotet derfor let kunne etableres. Lad mig nævne Grib Skov, Dyrehaven, Rude Skov eller Jægersborg Hegn. Var det ikke en god idé, og hvorfor ikke?