Israels mange bekymringer
De seneste måneder har Israel haft travlt med at udsende den ene erklæring efter den anden for at udtrykke sin ”bekymring”.
Først over Tunesiens diktator Ben Alis afgang som følge af den demokratiske revolution. Så over, at Egyptens despot, Mubarak, blev afsat af folket.
Generelt har Israel været bekymret og modstander af de demokratiske vinde, der fortsat blæser over Mellemøsten - nøjagtigt som Søren Espersen (DF) herhjemme har givet udtryk for.
Israel er også bekymret over, at palæstinenserne fejrer den positive og historiske udvikling som følge af forsoningsaftalen mellem Fatah og Hamas.
Israel er ligeledes bekymret over udsigten til, at FN i september langt om længe vil genoprette den historiske uretfærdighed, som for mere end 60 år siden ramte det palæstinensiske folk, ved netop at anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
Det eneste, som Israel på ingen måde er bekymret over, er verdenssamfundets seriøse bekymring over den nuværende israelske regerings fortsat koloniserings- og undertrykkelsespolitik i Palæstina.
Måske er det på tide, at Israel for alvor vågner op og begynder at se den uundgåelige virkelighed; Palæstina er en realitet, inden året er omme, samtidig med at Israel står mere alene i verden, for hver dag der går.
Takket være ingen andre end Israel selv. Det må vist være en god grund til at være bekymret i Israel.