Farvel, Morten Korch

»Her ligger Hansen. Han havde forkørselsret«, står der på graven. Stakkels Hansen. Han havde loven på sin side - men han havde ikke virkeligheden på sin side, og i nødens stund kunne loven ikke hjælpe ham.

I den henseende ligner vi snart alle sammen Hansen, fordi vore teoretiske rettigheder ikke kan beskytte os mod en virkelighed, der er en ganske anden end den, som man ser skildret hos Morten Korch. I hans verden var der fred og meget lidt fare, og hvis der var ballade, var det altid de gode, der vandt til sidst.

Men den verden er væk. Nu er der - om ikke direkte krig - så noget, der snerper ubehageligt derhenad, og hvis ikke vi gør noget, vil samfundet langsomt gå op i limningen. Men problemet er netop det. At vi ikke må gøre noget.

Forbrydernes frihedsbrev

Vi må eksempelvis ikke smide bandemedlemmer ud af landet uden dom, fordi »den vestlige retskultur er bygget op på hensyn til den tiltalte«, siger folk som juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen (JP 25/3 2008). Han indrømmer dog, at »det opfatter folk - undertiden med rette - som at vores retskultur tager for lidt hensyn til ofret og for meget hensyn til gerningsmanden.« Ja, det er der sikkert mange, der mener, og nogle vil endda synes, at retssikkerheden og almindelig sikkerhed har tendens til at udelukke hinanden. Jo mere retssikkerhed der er for mistænkte gerningsmænd, jo mere sårbare er deres ofres reelle sikkerhed.

Retssikkerheden er forbrydernes frihedsbrev. De kan frit gå rundt og ødelægge andres liv, mens vi andre bliver nødt til at gå i stedse mindre cirkler, indtil vi til sidst lever i vores eget fængsel.

Det er der al grund til at gøre noget ved. Men hvordan? Skal man ophæve loven? Nej, men man skal tillempe den til den nye tid, som vi lever i. De voldsomme scener, som vi ser nu i Syrien, Libyen og Pakistan, kan sagtens finde sted i Europa inklusive det lille lilleputland, der var så uforsigtigt at lukke Mellemøsten ind uden at tænke over, at Danmark før eller senere vil ende som Mellemøsten. Ikke omvendt.

Uden at løfte en finger

Denne forvandling skal vi åbenbart stiltiende se på uden at løfte en finger, fordi forbrydernes rettigheder kommer først. Og ofrenes sidst. Et godt eksempel uden for Danmark er pirat-uvæsenet ved Afrikas Horn.

Dette vokser nu til en milliardforretning, fordi ingen i begyndelsen turde montere en kanon på skibene og skyde de første pirater i sænk. Havde de gjort det, ville de med stor sandsynlighed have taget hele dette kriminelle uvæsen i sin vorden. Men eftersom pirater også er mennesker - og har masser af rettigheder - jamen så måtte de ikke.

Herhjemme har vi pirateri af en anden slags, og vi burde indse, at vi ikke længere lever i Morten Korchs uskyldige verden. Der er kommet et paradigmeskift, og den verden er væk, uanset hvor meget retsbeskyttelse folkene klynger sig til i tanken om, at den endnu findes. Ironisk nok har de selv lukket ulven ind i folden og insisterer nu på, at ulven skal have samme rettigheder som fårene.

Og hvad det ender med, er ikke svært at regne ud. Så hvis vi vil overleve, må vi på visse områder fire på retsprincipperne - ikke alle, kun et par procent af dem - for at samfundet ikke skal splittes op i et voksende antal byzoner uden for lov og ret, fordi politi, ambulancetjeneste og brandvæsenet ikke tør komme der.

Selvforsvar bør komme før retssikkerheden. Ellers ligger vi som Hansen under den kolde jord, men med retten på vores side.

Jeg foretrækker livet.