Der er gode vilkår for de udenlandske arbejdstagere
Sissel Bjerrum Fossat er i Jyllands-Posten 13/5 bekymret for sagsbehandlingstiden på sin mands ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.
Med dette afsæt udtrykker hun en generel bekymring for højtuddannede udenlandske arbejdstageres vilkår. Eksempelvis har Sissel Bjerrum Fossat fået den opfattelse, at beskæftigelse som virksomhedsleder skulle være en hindring for permanent ophold.
Lad mig orientere om fakta.
Vi har stor forståelse for, at forlængelsessager skal behandles rimeligt hurtigt, så man kan udøve sit arbejdsliv og rejse uden unødigt besvær.
Vores servicemål på forlængelser er tre måneder.
Et stort sagspres giver os p.t. en udfordring med at overholde servicemålet i alle sager. Vi sætter nu massivt ind for at kunne overholde servicemålet videre frem i 2011.
Man kan rejse frit
Men der er ikke tvivl om arbejdstagerens ret til at arbejde og rejse under behandlingen af en forlængelsessag. Man kan rejse frit, så længe der er en gyldig opholdstilladelse, som gør indrejse i Danmark fra et udlandsophold mulig.
Hvis den hidtidige opholdstilladelse udløber, mens ansøgningen om forlængelse behandles, og vedkommende dermed står uden bevis på lovligt ophold, får arbejdstageren efter anmodning udstedt en tilladelse til at indrejse i Danmark fra udlandet.
Disse tilbagerejsetilladelser udsteder vi dagligt.
Beskæftigelse som virksomhedsleder, partner eller ejer kan fint opfylde beskæftigelseskravet til permanent ophold. Beskæftigelsen skal blot dokumenteres, og kravene hertil fremgår på www.nyidanmark.dk og i ansøgningsskemaet.