Retssikkerheden under pres

Skulle staten tjekke enkeltpersoners private forhold, skulle den have en god grund. Hvis kriminelle forhold skulle undersøges, skulle politiet på banen, og en dommer skulle godkende efterforskningen.

Sådan er det ikke altid længere.

Ifølge et nyt lovforslag fra regeringen skal Pensionsstyrelsen fremover have mulighed for at gå på fisketur efter sociale bedragere. Et sympatisk ærinde, men hvor langt skal staten gå for at kontrollere, om borgerne fusker med sociale ydelser?

Problemet er, at nogle modtagere af sociale ydelser rejser til udlandet, selv om de ikke må modtage sociale ydelser under opholdet i udlandet.

Målet

Derfor vil regeringen give Pensionsstyrelsen mulighed for at kontrollere alle borgeres personlige forhold, når de vender hjem fra udlandet.

Målet er som nævnt at finde sociale bedragere, f.eks. danskere, der rejser til udlandet, mens de modtager dagpenge. Eller efterlønnere, der er for længe væk fra Danmark.

Institut for Menneskerettigheder (IMR) har påpeget i vores høringssvar til lovforslaget, at Pensionsstyrelsen dermed får hjemmel til at gennemføre tvangsindgreb i borgernes privatliv uden at følge de retssikkerhedsgarantier, der normalt gælder.

Alle skal nemlig fortælle kontrollanterne, om de får sociale ydelser, og det kontrolleres på stedet ved opslag i et register. På den måde tvinges vi til at aflevere private oplysninger, blot fordi vi ramler ind i en kontrol.

Hvis borgeren modtager sociale ydelser, kan borgeren teoretisk set have fusket, og derfor skal man have taget en kopi af pas og billetter, hvorefter sagen sendes til kommunen, som så kan kontrollere, om man har bedraget det offentlige.

Normale garantier

Der er ingen krav om mistanke, ingen kontrol og ingen mulighed for at modsætte sig kontrollen.

For at undgå de retssikkerhedsgarantier, der normalt gælder, har regeringen valgt at sige, at Pensionsstyrelsen ikke skal efterforske kriminalitet. Styrelsen skal blot få pengene tilbage til de offentlige kasser, og straffen skal således være en bifangst for staten.

Havde staten i stedet fokuseret på straffen og ladet pengene være bifangsten, så skulle politiet have efterforsket mistanken om kriminalitet, og domstolene skulle godkende indgrebene.

Men det slipper man for, selv om det jo er fuldstændig ligegyldigt for borgeren, om hun eller han bliver straffet først eller sidst. Pengene skal tilbagebetales, og straffen vil falde uanset hvad.

Når staten således tiltager sig øgede magtbeføjelser uden at lade sig begrænse af almindelige retssikkerhedsgarantier, må man overveje, om løsningen er den rigtige.

Skal den danske stat have magt til at finde et mindretal af fuskere ved at kontrollere og mistænkeliggøre et flertal af borgere?

Som ikke har gjort andet end tilfældigvis være på vej hjem fra ferie, når Pensionsstyrelsen kaster sit fiskenet ud over Københavns Lufthavne.

Alvorlig kriminalitet

Socialt bedrageri er alvorlig kriminalitet, der straffes hårdt. Og det siger sig selv, at socialt bedrageri skal bekæmpes.

Men skal vi som borgere acceptere en klar svækkelse af vores retssikkerhed?

Lovforslaget diskuteres i dag på en høring i Folketinget, og det er mit håb, at debatten om retsstatens magt kan få plads, selv om 2020-forhandlingerne pågår. Prisen for at bekæmpe socialt bedrageri kan blive for høj.