JP's grænsejammer og mudderkast
Det er et tilbagefald af fatale dimensioner, at kontrollen ved den dansk-tyske grænse nu bliver genindført, skriver JP i sin leder 12/5.
Det fatale skulle bestå i, at nord- og sydslesvigere nu ikke længere kan bevæge sig frit over grænsen. Hvilket de så åbenbart først har kunnet gøre de seneste 10 år, efter at Danmark som følge af sin tilslutning til Schengen-samarbejdet afskaffede grænsekontrollen.
Faktum er, at netop på det område ændrede Schengen ikke noget som helst. Det slesvigske grænsesamarbejde har langsomt og støt og uanset grænsekontrol eller ej udviklet sig, efter at bølgerne fra Anden Verdenskrig havde lagt sig.
Det samarbejde har aldrig nogen sinde haft noget med grænsekontrol at gøre, og hvis JP's lederskribent forestiller sig, at hvert eneste pas nu vil blive undersøgt, er han simpelt hen for langt ude og åbenbart totalt uvidende om, at den form for grænsekontrol heller ikke eksisterede inden Schengen.
Hele denne sag handler ikke om at genere fredelige mennesker, men derimod om at beskytte fredelige mennesker og samfundet i det hele taget mod grænseoverskridende kriminalitet, men det bliver i JP-lederen affærdiget med en bemærkning om, at man da bare kan intensivere politisamarbejdet på tværs af grænserne.
Skudt i sænk
Hvis nu lederskribenten havde gjort sig den ulejlighed at læse både sin egen avis og især Berlingske, ville han vide, at netop det argument er blevet skudt i sænk af sagkundskaben på området. Nemlig af Europol, det europæiske politisamarbejde, der i en kun to uger gammel rapport fastslår, at netop det pasløse Schengen er en kæmpe mulighed for de grænseoverskridende kriminelle, som ifølge rapporten arbejder på at udvide deres interesser til hele EU.
Det mest beskæmmende ved denne leder er, at den i modsætning til den normale standard for JP-ledere totalt mangler substans og mest af alt ligner et påskud til en omgang mudderkast mod Dansk Folkeparti, der som bekendt ikke deler lederskribentens unionsbegejstring.
Således skulle DF's gennemførte forslag om grænsekontrol, der har haft opbakning fra både Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne - de tre sidstnævnte er som bekendt inkarnerede unionstilhængere - ifølge lederskribenten være et udtryk for, »at man ikke tør forholde sig til det faktum, at vi er europæere«.
Det gør man så åbenbart heller ikke i Frankrig, hvor der nu er indført grænsekontrol ved den fransk-italienske grænse. Så lad os næste gang få en leder om, at man heller ikke i Frankrig tør forholde sig til det faktum, at man er europæer.