Politik, der graver grøfter
Det billede, som danske erhvervsledere tegner af den danske udlændingepolitik, svarer ganske nøjagtigt til den virkelighed, som opleves af de højtuddannede udlændinge, der arbejder her i landet. Min mand er en af dem.
Når han møder på arbejde, er det for at eksportere danske varer, og hans arbejde indebærer mange besøg i udlandet. Derfor virker den danske udlændingepolitik og den måde, som man har valgt at administrere den på, som direkte chikane.
Når man som udlænding i Danmark ikke har permanent opholdstilladelse (sidste år blev der allernådigst givet fem af den slags tilladelser), så skal man mindst hvert andet år søge om forlængelse af sin opholdstilladelse. Denne sagsbehandling trækker dog altid i langdrag, hvilket betyder, at ansøgeren nødvendigvis får en periode i et visummæssigt limbo, hvilket i sagens natur er meget generende, når man skal passe et job med mange rejsedage.
I øjeblikket har Udlændingeservice et servicemål på tre måneder, men den besked, man får, er: »Det kan vi slet ikke overholde i øjeblikket.«
Laveste fællesnævner
Udlændingepolitikken henvender sig kun til allerlaveste fællesnævner.
En af min mands gode venner ansøgte sidste år om permanent opholdstilladelse, men fik et afslag, fordi han ikke var i ”ordinær beskæftigelse”. Manden har simpelt hen klaret sig for godt. Han har gjort karriere i en mindre virksomhed i vækst og blev på et tidspunkt tilbudt at blive partner.
Det skulle han dog ikke have sagt ja til, for den slags narrestreger er ikke ”ordinær beskæftigelse”, og så kan man ikke få permanent ophold i Danmark.
Når du kommer her til landet som udlænding, opfatter myndighederne dig implicit som voldelig, kriminel og langtidsledig.
Slår du din kone?
Men højtuddannede og andre velfungerende udlændinge bliver ikke ”integreret” af at få tilskrevet en sagsbehandler på kommunen, de bliver ikke ”integreret” af at skulle skrive under på, at de ikke vil slå deres kone og lemlæste deres børn (jeg har sjældent været så pinligt berørt som den dag, vi fik det stykke papir), de bliver ikke ”integreret” af at høre på integrationsminister Søren Pinds assimileringssnak osv.
Den slags politik graver dybe grøfter.
Regeringen står over for et valg mellem at danse efter Dansk Folkepartis pibe eller at indføre en mere liberal og i særdeleshed mindre symboltung udlændingepolitik for at gøre det muligt for dansk erhvervsliv at tiltrække og fastholde udlændinge ud over det ordinære. Begge dele er ikke muligt.
Det skulle han dog ikke have sagt ja til, for den slags narrestreger er ikke ”ordinær beskæftigelse”, og så kan man ikke få permanent ophold i Danmark.”