Hykleri med valget lige om hjørnet
Det er hykleri af værste skuffe, når Venstre, De Konservative og De Radikale gerne vil fratage almindelige borgere deres efterløn og samtidig hæve deres pensionsalder - men ikke stemmer for, at politikernes egen pensionsalder hæves.
Det lader ikke til at være et hårdere og mere nedslidende arbejde end de job, som flertallet af danskerne bestrider, så man må spørge sig selv, hvori rimeligheden består, når politikerne selv gerne vil tidligt på pension, men ikke ser et problem i at fratage andre denne mulighed.
De eneste partier, der stemte for at hæve politikernes pensionsalder, var Enhedslisten og Liberal Alliance.
Det er ikke ligefrem positivt, at vi kun har to partier i Folketinget, der mener, at befolkningen og magthaverne bør have samme vilkår og stemmer efter det.
Det er så nemt at stille sig frem foran medierne og prædike fine værdier og høje idealer, men hvis man bagefter i folketingssalen ikke stemmer i overensstemmelse med de fine idealer og værdier, hvad er det så værd?
En nem udtalelse bagefter
Kan man overhovedet regne med partier som f.eks. Venstre, der gerne stiller sig frem og tilkendegiver, at det sympatiserer med forslaget, men alligevel ikke stemte for det?
Nu siger Venstre så, at det har bestemt sig for alligevel at støtte forslaget, men det er jo en nem udtalelse at komme med, efter at afstemningen i folketingssalen har fundet sted, og hvor Venstre ikke stemte for at hæve egen pensionsalder.
Mon udtalelsen i virkeligheden kommer nu, fordi det tager sig godt ud at sige den slags, og det, som det i virkeligheden handler om, er, at næste valg er lige om hjørnet - og det vil man vinde? Med eller uden hykleri.