Finansministerens fugle på taget

Det er et af finansminister Claus Hjort Frederiksens ofte benyttede udtryk, at finansieringen af oppositionens plan ”fair løsning” har det som fugle på taget, at den mildt sagt er noget luftig og let forsvinder.

Heri kan han muligvis have ret, idet kun ca. halvdelen af finansieringen i ”fair løsning” er på plads i form af konkrete forslag: ophævelse af dele af skattestoppet, millionærskat og en særlig bankskat.

Resten af finansieringen skal komme i form af øget beskæftigelse - de 12 minutter - helt overvejende i den private sektor.

Herom kan der næres en vis skepsis, så længe arbejdsløsheden er høj og væksten lav.

Men her deler finansministeren skæbne med oppositionen, idet den overvejende del af finansieringen i 2020-planen hviler på nøjagtigt den samme luftige forudsætning, at beskæftigelsen vil stige i den private sektor med ikke mindre end 125.000 personer frem til år 2020. Derfor er afskaffelsen af efterlønnen, der skulle skaffe statskassen 16 mia. kr., om noget at ligne med ”fugle på taget”, idet finansministeren netop ikke kan anvise, hvorledes der skaffes 125.000 ekstra arbejdspladser i den private sektor.

De 16 mia. kr. bliver kun til virkelighed, hvis beskæftigelsen rent faktisk bliver forøget med de 125.000 personer, som 2020planen forudsætter. Det betyder omsat i tørre tal, at beskæftigelsen skal vokse med knap 15.000 personer om året i de næste ni år, altså med mere end 1.200 personer om måneden.

Økonomernes sirenesang

En så lang ubrudt beskæftigelsesstigning er ikke set i dansk økonomi siden perioden 1993-2001, da Poul Nyrup Rasmussen i samarbejde med De Radikale (og andre centrum-venstre partier) satte ”gang i 1990'erne”.

Her er det, at finansministeren har stirret sig blind på nogle fugle på taget. Han har ladet sig forføre af ligevægtsøkonomernes sirenesang, hvori det lyder, at »udbud af arbejdskraft vil skabe sin egen beskæftigelse.« Dette er der intet historisk belæg for. Det var lige netop derfor, at det gik galt for Poul Schlüter i 1980'erne. Han begyndte med en kort periode, hvor det gik ”ufatteligt godt”; men allerede fra midten af 1980'erne begyndte beskæftigelsen at falde på grund af kartoffelkur mv., og arbejdsløsheden satte i 1993 en ny rekord.

Hvor skal jobbene komme fra?

Den boligboble, som Anders Fogh Rasmussen skabte på grund af skattestop og afdragsfrie lån, viste sig også hurtigt at være uholdbar. I dag er beskæftigelsen i den private sektor fortsat på niveauet fra 2001.

Mit spørgsmål til finansministeren er derfor: Hvor skal de job komme fra, der øger beskæftigelsen med 125.000 personer i den private sektor?

Disse job kommer jo ikke af sig selv. Og skal ydermere vurderes i lyset af, at den økonomiske politik står på yderligere stramninger, at den europæiske centralbank har varslet rentestigning, uanset at den europæiske konjunktur stadig er svag.

Det hører ydermere med til billedet, at de årlige produktivitetsstigninger i den private sektor forventes at ligge på ca. 1½ pct., så væksten skal op over 1½ pct., før der overhovedet bliver skabt ekstra job og beskæftigelse.

Hvis væksten ikke kommer

Lad os som et eksempel forestille os, at der i blot ét enkelt år ikke kommer den forudsatte vækst. Det vil koste finansministeren 3 mia. kr., idet hans finansieringsmodel bygger på den antagelse, at der kan spares 200.000 kr., hver gang en arbejdsløs eller en efterlønsmodtager beskæftiges i den private sektor.

Men stigningen i den private beskæftigelse kommer ikke af sig selv; derfor burde finansministeren, hvis hans regnestykke skal være troværdigt, angive, hvilke konkrete politiske initiativer han forestiller sig, der skal skabe denne vækst.

Indtil det sker, kan 2020-planen også med god ret kritiseres for at indeholde adskillige ”fugle på taget”.