Hetz smadrer landbrugets økonomi
En lille højtråbende gruppe landmænd under lederskab af den sjællandske godsejer Christian Castenskiold har formået at sabotere regeringens Grøn Vækst-strategi.
Den effektive smædekampagne er gennemført med åbenlys hjælp fra populistiske politikere både inden for og uden for regeringen. Den rammer nu de første af landbrugets traditionelle rådgivere og hjælpevirksomheder.
Resultatet blev præsenteret på Hedeselskabets årsmøde 2/5, hvor bestyrelsesformand Frants Bernstorff-Gyldensteen måtte fremlægge et underskud på 27,4 mio. kr. Det stod i grel modsætning til forrige års overskud på 26,2 mio. kr.
De rekordhøje røde tal blev direkte forklaret af bestyrelsesformanden med det ”beslutningstomrum”, som den politiske forsinkelse af Grøn Vækst-planen har skabt.
I tillid til regeringens handlekraft havde Hedeselskabet investeret i kommercielle aktiviteter inden for natur, miljø og energi, men den velorganiserede hetz mod både fødevareminister og miljøminister har skræmt regeringen til at skubbe alle grønne afgørelser ud i det uvisse.
På vej mod lukning
Samme uhellige alliance af ekstremlandmænd og populistiske politikere har rejst rundt til banker og realkreditgivere for at overbevise dem om, at dansk landbrug befinder sig på afgrundens rand.
Budskabet er desuden blevet spredt i talrige dagbladsannoncer, hvor påstandene har været: Dansk landbrug er insolvent, ude af stand til at konkurrere og hastigt på vej til at lukke og slukke.
Kampagnen har haft stor effekt, men næppe som forudset.
Resultatet er, at ingen bankdirektør eller realkreditgiver, der er ved sine fulde fem, i dag vil drømme om at låne penge ud til dansk landbrug.
Hvorfor skulle man dog løbe så åbenlys en risiko, når nu landbrugets egne talsmænd advarer mod landbrugsinvesteringer som et bundløst pengehul?
Horde af traktorbøller
Mens Castenskiold og hans horde af traktorbøller drager hærgende gennem land og rige, dukker de rigtige landmænd sig ovre på Axelborg. Tilsyneladende handlingslammede ser de til, mens landbrugets økonomi falder fuldstændig fra hinanden.
Det er svært at se anden strategi bag hetzen mod alt grønt end et forsøg på at tvinge yderligere offentlig støtte frem til det i forvejen overforkælede landbrug. Det skal blive interessant at se, om regeringen bøjer sig endnu en gang for de højtråbende ekstremlandmænd.