Der var et hår i min spinat
Kokke på arbejde må høre til blandt de mest fotograferede mennesker i vore dage. De er her, der og alle vegne. De færreste af dem bærer kokkehue.
En kendiskok som f.eks. Jamie Oliver ses næsten altid med hovedet omtrent helt nede i gryderne. Hans hår er uglet og ser halvfedtet ud. De to unge kokke hos Malling & Schmidt (JP 29/4) har begge frodige frisurer, som hænger frit ind over maden.
Engang på en restaurant fandt jeg et langt, sort hår godt viklet ind i noget stuvet spinat. Bvadr. Det var ikke mit hår, men desværre min spinat. Måske er det grunden til, at jeg lægger mærke til de manglende kokkehuer.
Kan de så ikke finde på noget andet? Et hårbånd, måske. For de kan jo ikke være skaldede alle sammen, kokkene.