Hvad dør de for i Afghanistan?

I anledning af den dræbte, kvindelige soldat bliver avislæserne, tv-seere og herunder de pårørende igen - ofte med billeder - præsenteret for de øvrige danske soldater, der ulykkeligvis har mistet livet under indsatsen i Afghanistan. Men heller ikke denne gang nævnes der noget om de resultater og den fremgang, som de ved deres indsats har været med til at frembringe i landet.

Når man følger med i medierne generelt, undres man således såre over, hvor lidt omtalen af Nato- og FN-indsatsens positive resultater i Afghanistan fylder. Når vi ulykkeligvis har tab, bliver vi derimod typisk præsenteret for alle tidligere tab, men sjældent for de opnåede resultater inden for sikkerhed, undervisning, vandforsyning, handel og sundhed m.v.

Dette problem har stor betydning for såvel indsatsen derude - hvor langt flere soldater og civile eksperter samt danske nødhjælpsorganisationer nu bør indsættes massivt til støtte for reetableringen, hvor der er en acceptabel sikkerhed - som herhjemme, hvor samfundets samlede opbakning til de udsendte og deres pårørende samt anerkendelsen og støtten til de hjemkomne soldater m.fl. er helt afgørende for det fortsatte engagement i et af Afghanistans farligste områder.

Nato-operationen i Afghanistan er som bekendt farefuld og bliver desværre meget langvarig, da den fortsat lider under mangel på soldater, politifolk og materiel fra bl.a. Europa, og fordi Taleban fortsat har ”helle” i bl.a. Nord-Waziristan i Pakistan. Herfra tilføres der løbende friske talebanere.

Nødvendig opbakning

Det er derfor vigtigt kontinuerligt at sikre den danske befolknings fortsatte opbakning til Nato's indsats ved, at pressen - eventuelt ved lidt opsøgende journalistik - løbende også skriver om operationens succeser og forbedringer for den afghanske befolknings dagligdag. Det deres udsendte familiemedlemmer i værste fald ofrer livet for. Der bør skabes balance i mediernes informationer til befolkningen. Derfor som modvægt, inspiration og brugerservice - også til fagpressen - dette lille udpluk hentet fra Udenrigsministeriets og Forsvarsministeriets hjemmesider:

Den danske indsats har bl.a. medvirket til at:

82 pct. af afghanerne i dag har adgang til sundhedsvæsenet - mod 9 pct. i 2002.

36 pct. af befolkningen har nu adgang til rent vand mod 13 pct. i 2002.

I dag går mere end 7 mio. børn i skole, heraf 2,4 mio. piger mod alene 90.000 drenge i 2001.

Flere end 65.000 afghanske soldater og 80.000 afghanske politifolk er trænet.

2/3 af Afghanistan er i dag så sikkert, at afghanske sikkerhedsstyrker kan kontrollere området.

5 mio. afghanske flygtninge er vendt hjem.

Sikkerheden i to store byer (Lashkar Gah og Gereshk) i Helmand-provinsen, hvor de danske styrker er indsat, er nu så god, at man i høj grad kan fokusere på genopbygning.

42 pct. af afghanerne mener, at landet bevæger sig i den rigtige retning mod 38 pct. i 2008. Samtidig bør formålet med hele indsatsen fra centralt hold synliggøres meget bedre. Det er jo at gøre området så stabilt og reetableret, at der ikke længere er grobund for Taleban og terrorister, der kan skade bl.a. Danmark, og derefter overlade ansvaret til de nationale styrker.

Ikke familiernes ansvar

Det kan jo ikke også være de pårørendes eller børnenes ansvar at skulle forklare formålet med f.eks. mandens eller faderens indsats i Afghanistan til omgangskredsen eller i skoleklassen. Samfundet har et løbende behov for i dagligdagen at blive mindet om, at nogle derude kæmper for en bedre tilværelse for os alle. Der bør derfor være en national kommunikationspolitik for Afghanistan-indsatsen, der virker. Regeringen og pressen har her et stort og uopfyldt ansvar.

I denne form for krigsførelse skal Taleban og Al Qaida nemlig blot trække tiden ud og undgå at tabe - for så taber Nato, primært fordi opbakningen i de enkelte lande forsvinder. Et sådant nederlag vil ødelægge Nato og give fundamentalisterne en sejr, som Vesten ikke kan leve med.