Vælg det billigste
Patienter fejlbehandles, fordi sygehusenes journaler skrives i forskellige elektroniske systemer, som ikke kan kommunikere med hinanden.
Under flere sundhedsministre har en række udvalg prøvet at finde frem til det ultimative journalsystem, som kan gøres landsdækkende. Også den nuværende sundhedsminister har fastsat et årstal for, hvornår de forskellige regioner og sygehuse skal kommunikere sammen elektronisk.
Min spådom er, at det ultimativt bedste system ikke findes. Hvert system har sine fordele og ulemper. Intet kan rumme alle de ønsker, som sundhedspersonalet kan have til nemhed, hurtighed, tilgængelighed, detaljerigdom, fagkoordination, suppleringsoplysninger m.v.
Dertil kommer, at udviklingen hele tiden går hurtigere, end et udvalg kan nå at blive enigt. Nyt og mere smart kommer til.
Mit bud på en løsning er derfor: Vælg det billigste af de nuværende journalsystemer. Det fungerer jo på nogle sygehuse, og der må på disse allerede være eksperter, som kan lære andre i sundhedspersonalet, hvordan systemet skal bruges.