Kontrol i sundhedssektoren
Certificering duer ikke, som det ellers er forslået af Birthe Skaarup (DF), i læserbrev 1/12 om forbedring af brystkræftundersøgelserne.
Der er ingen undersøgelser, der viser, at hverken iso 9000 eller andre af disse systemer forbedrer kvaliteten af behandlinger i sundhedssektoren. Det gør derimod uvildig kontrol af fastlagte procedurer og behandlingsmetoder.
Vi skal have regelmæssig kontrol af forskere og undervisere på universiteterne. Vi skal have regelmæssig kontrol at kommunernes sundhedskonsulenter og af de offentlige og private udbydere af sundhedstjenester.
Man kunne passende starte med årlige kontrolbesøg hos de private og offentlige læger og tandlæger, hvor der blev gennemgået et repræsentativt antal journaler, hvor der blev indkaldt patienter og gennemgået røntgen og procedurer.
Jeg vil på baggrund af min erfaring - det er nok svært at verificere eller forkaste denne med undersøgelser - vove den påstand, at over 90 pct. af alle fejl og forkerte behandlinger skyldes sjusk og ikke manglende viden blandt sundhedspersonale og forskere, og at resultaterne helst skal være på linje med det af forskeren tidligere antagede samt ønsket om at fremkomme med en sensation, der kan skabe opmærksomhed i medierne.
Finansieringen er altid det store problem. Men mon ikke vi ville få en betydelig billigere sundhedssektor, hvis vi indførte en sådan kontrol?
Ellers kunne man for min skyld hellere end gerne tage udgifterne fra sygesikringstilskuddet til tandbehandling, som efter min mening hverken ville skade søgningen, tandsundheden eller den aktuelle patientbetaling.