Loven om den barmhjertige samaritaner
Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad folkekirkens biskopper og præster kan bruge lignelsen om den barmhjertige samaritaner til. Med den som argument kan de afgøre, at CO2-udledning er imod Guds orden, og at Bjørn Lomborg er en ukristelig kætter.
De kan fastlægge Danmarks kvote for modtagelse af flygtninge og indvandrere og uden at kende sagens akter fastslå, om en afvisning er rimelig eller ej, og de kan afgøre, om en besparelse eller nedskæring i velfærdssamfundet vil bringe Guds hjerte til at skælve.
Imod Guds vilje
Senest har to biskopper sekunderet af sognepræst Jens Kvist i Jyllands-Posten 2/12 afgjort, at det er aldeles imod Guds vilje, at patienter modsætter sig at blive behandlet af personale, der bærer iøjnefaldende religiøse symboler. Og de anviser vejen, ad hvilken de formastelige skal piskes: De kan tage hjem uden behandling, hvis de ikke vil lade sig redde af den samaritaner, der på skadestuen vælger dem som sin næste.
Og den behandling - eller mangel på samme - må med logisk nødvendighed være i overensstemmelse med buddet om næstekærlighed.
Argumenter om, at man som potentielt værgeløs patient måske kunne føle sig intimideret af allehånde religiøse og politiske symboler som muslimske tørklæder, nonnedragter eller Hells Angels-rygmærker, og at ”kørekors” a la Moses Hansens passende kunne parkeres uden for hospitalet, tæller ikke i denne forbindelse, men slås af den religiøse trumf es: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der selv vælger sit offer.
Fra lignelse til lov
Må jeg ikke foreslå præsteskabet, at det søger lignelsen om den barmhjertige samaritaner ophøjet til Loven Om Den Barmhjertige Samaritaner. Det kunne være et passende modspil til muslimernes sharialov og kunne gøre behovet for en grundlovsændring med henblik på adskillelse af stat og kirke mindre påtrængende. Med den lov ville man kunne regulere alle andre love, og man ville have imødekommet grundlovens § 66, hvor der kort og godt står: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
Alternativt kunne præsterne i den evangelisk-lutherske kirke efterleve princippet om adskillelse mellem gudsriget og kejserens rige. De kunne koncentrere sig om kirkens kerneydelse, forkyndelsen af evangeliet, og lade lovgivningen og reguleringen af samfundet foregå på sekulære præmisser.